Ideen til turen fik vi til vores fodboldafslutningsfest i oktober 1998, hvor allerede dengang en 4-5 stykker af os så småt var begyndt at cykle. Blandt andet fordi vi døjedes med forskellige benskader og ikke rigtigt længere kunne holde til at spille fodbold.

For så stadigvæk at deltage aktivt i en sportsgren og få sved på panden, ja så var vi begyndt at cykle.

Men først sidste år begyndte turen at tage form. Per Madsen havde nogle bekendte, der sammen med 3 andre danske familier ejede et hus i Sydfrankrig, nærmere betegnet i landsbyen Dieulefit i regionen Rhone-Alpes.

Her boede vi i den lyserøde ejendom

Ingen af familierne skulle selv bruge huset fra d. 10. til d. 20 maj 2001, og da de ikke brugte at leje det ud,  så kunne vi godt få lov til at låne det.

Vores cykling havde ligget i faste rammer siden 1997, hvor vi havde  onsdagstræning fra primo april og til engang sidst i august, sluttende af med deltagelse i "Rundt om Horsens", henholdsvis 65 km eller 120 km ruten, og normalt var og er vi en 10- 12 stykker til træningen. Med Per Madsen og Alex Pedersen som tilrettelæggere fik vi så alle sammen sidste år en indbydelse med tilføjelsen, at de første 8, der tilmeldte sig turen, de kom med.

Tallet 8 skyldtes 2 ting: Der var 8 sengepladser i huset og turen skulle foregå med en minibus, vi skulle leje og selv køre, og med almindeligt kørekort var det kun tilladt at køre busser med plads til 8 personer + føreren.

Indenfor få dage var alle 8 pladser besat, uden at turen på dette tidspunkt var planlagt i detaljer, men hvad betød det -det havde vi  vinteren til, og forventningerne var allerede store. Vi vidste alle, at I Sydøstfrankrig lå Alperne, og Alperne var jo synonym med Bjarne Riis og hans fabelagtige kørsel gennem nogle år i Tour de France. Alperne var også synonym med Alpe d'Huez, og det var vores første tanker, at det var dette bjerg, vi som hovedmål skulle bestige på turen. Da det kom til stykket, viste det sig imidlertid, at det ville tage en halv dagsrejse at komme dertil fra Dieulefit, men meget nærmere lå Mont Ventoux, også kaldet "Det Skaldede Bjerg", og det var selvfølgelig en fuldgod erstatning. Lånt litteratur fortalte, at det var på dette bjerg, at englænderen Tom Simpson i 1967 under Tour de France var faldet af sin cykel en km før mål, så udmattet og overvurderende sine egne kræfter, at han døde.

Af andre beskrivelser kunne vi læse, at der var 3 ruter til toppen: Den hårde Tour de France-rute med 1609 højdemeter startende i sydvest i landsbyen Bédoin og en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,63%, den lige så hårde Nord-rute med start i Malaucène, med 1579 højdemeter og en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,67, og endelig den lette sydøst-rute med start i Sault, men med kun 1204 højdemeter.

Vi ville selvfølgelig køre syd-ruten, men først skulle vi inden turen have nogen kilometer i benene.

Fra september 2000 og til efter årsskiftet var der stort set ingen af os, der var på en cykel, og det var vist kun Alex og undertegnede, der kørte i januar og februar, men så lidt som tilsammen under 300 km i de 2 måneder. De andre startede så småt i marts, hvor vi lørdag formiddag havde lidt fællestræning, og i april var det som altid blevet så lyst efter arbejde, at vi kunne genoptage onsdagstræningen.

Ikke desto mindre havde ingen af os kørt over 1000 km, da vi torsdag aften d. 10. maj hos Gert Petersen pakkede vores lejede minibus og den cykeltrailer, vi meget venligt af den lokale cykelklub havde fået lov til at låne.

Vores minibus med cykeltrailer som vi havde lånt    af Horsens cykelklub

Når andre hørte det lave kilometerantal, skiftevis grinede de eller rystede på hovedet, og vi var også godt selv klar over, at det nok var i underkanten, selv om ruten op af Mont Ventoux kun var 21,1 km på de officielle kort.  

Omvendt var der aldrig nogen af os, der på en sæson kørte mere end 2500 km, og med et snit på 28-30 km/t på vores cykelture, kunne vi normalt godt være os selv bekendt, mente vi.

Og uanset hvad, så tjente turen til Sydfrankrig samtidig som træning til sæsonens andet egentlige mål (i hvert fald for de fleste af os), nemlig  "Rundt om Horsens-løbet", hvor det i år gjaldt om at komme under 4 timer på de 120 km for de af os, der ville køre denne strækning, og omkring 2 timer for dem, der ville køre 65 km.

Men som nævnt blev bil og trailer pakket torsdag aften, og fredag morgen mellem kl. 5,30 og 5,45 blev vi  på skift samlet op på aftalte steder i Horsens af Gert, der skulle køre den første strækning sydpå.

Vi havde hver fået diverse småopgaver til køreturen, blandt andet at sørge for læsestof, herunder dagens aviser, og underligt nok var det cykling, der denne fredag prægede henholdsvis Jyllandspostens, BTs og Ekstrabladets forsider. Negativt desværre, idet Bo Hamburger dagen før  var afsløret for brug af EPO, men om ikke andet, så gav det os et samtaleemne til en del af turen.

Vi havde delt busturen over 2 dage, og Arne Rattenborg, turens nestor på 59 år, havde booket hotelophold i Keysersberg i Alsace i det nordlige Frankrig, cirka 1100 km fra Horsens. Arne var i øvrigt under al buskørsel på hele turen fast forsædepassagerer og vej- og kortviser, eller hvad man nu skal kalde det, og han havde hjemmefra via internet printet den letteste rute til Keysersberg, helt præcist 1087 km, så han kunne dirigere chaufføren efter behov.

4 af os havde aftalt at køre bussen på skift, og jeg havde fornøjelsen af de sidste cirka 400 km - troede jeg. Arne (med min accept) fik nemlig den ide at fravige internet-vejledningen, da han mente, at vi derved kunne spare både kilometer og tid, og sidst på eftermiddagen var vi  godt trætte og godt sultne, så en halv times tidsbesparelse ville alle finde populært, tænkte vi. Væk fra motorveje kunne jeg dog godt fornemme Arnes usikkerhed over, hvor vi i grunden var, alt imens de andre 6 intetanende sad bag i bussen og spillede kort og hyggede sig, og da jeg på triptælleren efterhånden kunne se, at vi stærkt nærmede os de 1087 km og mest af alt var på Herrens Mark, ja så stoppede jeg bussen og spurgte med uskyldig mine, hvem der ville køre de sidste 20 km. Det havde Jørn Jensen ikke spor imod, men de 20 km endte med at blive over 100 km's kørsel mere inden Keysersberg, og det havde vi en del sjov over på resten af turen.

I den gamle TV-serie Fawlty Towers med John Cleese som en forvirret hotelvært, var der  en meget brugt vending "Don't mention the war" i det afsnit, hvor hotellet havde besøg af tyskere, og hvor John Cleese konstant fortalte sin lige så forvirrede tjener Manuel, at han under ingen omstændigheder måtte omtale Anden Verdenskrig for tyskerne, og denne vending brugte vi mildt sagt mange gange på resten af turen, når en af os lavede bare antydningen af en fejl eller uheld.

Og med Keysersberg, i øvrigt en meget meget smuk landsby, hvor man nærmest følte sig hensat til 1800-tallet, startede så samtidig 7 dages organiseret spisning, hvor selv den største gourmand ville fryde sig.

Restaurant besøg i Alsace

Da vi havde booket os ind på hotellet denne fredag aften, fandt vi nemlig en hyggelig lille fransk restaurant, og det skulle vise sig, at menukortet der var stort set identisk med de menukort, vi de senere aftener blev præsenteret for, når vi skulle spise ude..

Det identiske lå ikke så meget i de enkelte retter,, men mere det faktum, at menukortene generelt bestod af tilbud på 3, 4 eller 5 retter mad for en billig penge, og ved hver ret var der en 4-5 valgmuligheder. Med vin tror jeg ikke, at vi kom af med, hvad der svarer til over 200,- kroner pr. måltid, og vi taler altså om god hvid- og rødvin og gode franske delikatesser.

Selve bestillingen fredag aften hos en særdeles  charmerende fransk servitrice, hvem der naturligvis blev taget flere billeder af (uh, hvor jeg glæder mig til at se disse billeder), var forbundet med megen morskab, og denne morskab gentog sig ved vores efterfølgende restaurationsbesøg. Morskaben bestod i, at menukortene i sagens natur stod på fransk, og den eneste af os med et tåleligt kendskab til det franske sprog var Arne. Men en ting er at kunne føre en samtale, en anden ting  at kunne oversætte ord fra den kulinariske verden, så ud over, at vi fast overlod til Arne at bestille, så var vi, hver gang der blev sat en tallerken på bordet foran os, spændt på, hvad vi nu skulle til at fortære: For mit vedkommende blev spændingen altid afløst af glæde over noget rigtig udsøgt, men så vidt jeg ved, er jeg dog også kendt for at være altspisende.

Det samme kan ikke siges at være tilfældet med et par af turens øvrige deltagere, for hvem det vist nok var en blandet fornøjelse at spise ude, især de gange der i sammensætningen af en ret var "fromage de chèvre" inkluderet. Men jeg indrømmer, at gedeost har en såvel karakteristisk lugt som smag.

Dog var Jørn vist den eneste på hele turen, der med største tegn på væmmelse skød hele sin tallerken fra sig dengang, et stykke gedeost var en lille del af en stor forret. Han havde tydeligt nok mistet appetitten.  Det var det måltid mad, hvor Gert grundet sin 48-års fødselsdag sponserede samtlige drikkevarer, og hvor han i dagens anledning også stod for bestillingen, som var en forestilling i sig selv, primært fordi Gert ikke kan et ord på fransk.

Da vi jo var 8, havde vi andre fortalt ham, at 8 på fransk hed huit og udtaltes yit, og da den søde franske servitrice (der var den igen!) kom hen til vores bord for at tage mod vores bestilling, så vinkede Gert hende med verdensmandsmine over til sig, ,  pegede på en tilfældig forret, hovedret og dessert på spisekortet og sagde derefter 3 gange i træk yiiiiiiiiiiiiit, som om han var en cirkusdirektør, der ville præsentere hovednummeret i sit cirkus. Efter det fik vi en udsøgt betjening resten af aftenen , herunder en gratis drink efter eget valg i restaurantens bar efter måltidet.

Men tilbage til køreturen brugte vi lørdagen på de sidste cirka 700 km fra Keysersberg til Dieulefit, og her var Henning Grotkjær som den fjerde af os chauffør. Det var igen primært motorvejskørsel, og franskmændene er åbenbart mere forretningsmæssige end både tyskere og danskere, idet det jo i Frankrig koster penge at køre på deres motorveje. Hvorfor vi i Danmark med en slunken statskasse ikke kan finde ud af at omlægge vægtafgift og benzinafgift til motorvejsafgift, så også udlændinge betaler for slitage af vores veje, forstår jeg ikke, men det er en helt anden sag.

Vi var i Dieulefit hen ad eftermiddagen og vidste, at vores hus lå tæt på centrum. Uden de store vanskeligheder fandt vi også adressen, og sikken et hus, vi skulle bo i! Utroligt charmerende.  Det var bygget af sten og opført i 1780, hvilket stod mejslet ind i facaden. 

Hovedindgang til ejendommen

Med kælder var det i 4 etager. Det lå i en rigtig pittoresk smal gade. Husene lå op og ned ad hinanden, og lå samtidig på en skråning ud mod en rislende flod. Fra forsiden af vores hus kom man af hoveddøren ind i stueetagen, mens man fra bagindgangen gik ind i kælderen, hvor der fint var plads til 8 cykler. I stueetagen var der udover et toilet både køkken og alrum i et, og de 2 øverste etager havde begge badeværelser og 2 soveværelser. Vi fik hurtigt klarlagt, at de unge (på 42, 44, 44 og 45 år) skulle bo øverst oppe, mens de gamle (på 48, 53, 54 og 59 år) skulle bo på første sal. Om de gamle fortrød det, ved jeg ikke, men da jeg senere skulle inspicere deres værelser, kunne jeg se, at 2 af sengepladserne i det ene værelse bestod af en lille og ret smal alkove, hvor indgangen højst var 50 cm bred, og hvor man ligesom i en køjeseng havde lavet sengeplads nummer to i halvanden meters højde. Det var Henning, der sov der, og jeg fandt aldrig ud af, hvordan han kom derop og ind, for der var ingen stige.

Alex og jeg havde det ene værelse på øverste etage, hvor vi sov i køjeseng, og hold kæft, hvor kan man hurtigt komme til at rode. Men som Alex sagde, så er en af de gode ting ved at være 8 gutter af sted på ferie, at man ikke har nogen kone eller kæreste til at brokke sig over manglende oprydning. På mange tidligere fodbold- og skiferier har jeg oplevet sammen fænomen, så jeg kan konkludere, at vi mænd må mangle et af de gén, der omhandler ordenssans.

Vel pakket ud var vi alle enige i, at vi ville ud og trille vores første cykeltur inden aftensmaden. Dieulefit ligger i godt 300 meters højde og er omgivet af bjerge til alle sider. Vi kunne derfor ikke undgå at skulle starte med en pæn stigning, og den times tid, vi fik kørt, viste kun godt 20 km på cykelcomputeren, da vi var tilbage igen, men så havde vi fået en lille forsmag på den kommende uge.

Lørdag aften fik vi  aftalt nogle praktiske ting. 

Klar til afgang på en af dagens cykelture

Vi ville hver dag stå tidligt op, hente friskt brød hos bageren og lave kaffe sådan, at vi havde gjort vores morgentoilette og var klar til at spise kl. 8, for så ville vi efterfølgende kunne komme af sted på cyklerne ved 9-tiden. Cykelturene skulle være på omkring 60 km, og da Alex havde skaffet en del kort over området, ja så fik han ansvaret for tilrettelæggelsen af de daglige ruter. Længden betød samtidig, at vi ville være tilbage ved frokosttid, og frokosterne ville vi spise hjemme på terrassen bag huset, når vejret tillod det. Bagefter havde vi så eftermiddagen til fri afbenyttelse, mens aftenerne efter spisning skulle afsluttes på fortovscafeer eller lignende.

Søndag stod vi op og kom af sted til aftalt tid, og den første rute var planlagt i nordlig retning. Som herhjemme fulgtes vi ad i samlet trop den første times tid, hvorefter vi delte os i 2 hold.

Skillepunkt på vores cykeltur om søndagen. I baggrunden ses Col de la Chaudiere som er på 1047 m.

De 3 klart stærkeste,  Henning, Per og Alex, ville allerede nu prøve kræfter med et bjerg (Col de la Chaudiere) med en lang skrap stigning, og som den eneste af de øvrige tog jeg med dem. Det er sådan, at Hans Kleberg, Jørn og jeg er nogenlunde lige gode, mens Gert og Arne grundet henholdsvis vægt og alder altid er de sidste i mål, når vi cykler. Gerts vægt på over 100 kg betød i øvrigt, at han havde tage sin mountainbike med, og han sagde selv, at hvis han ikke havde cyklet på den på de enkelte ture, så var han aldrig nået over de stigninger, vi hver dag mødte. Som den eneste af os havde han samtidig inden Frankrigsturen fået foretaget et lægetjek, da det var Pias betingelse for, at han måtte tage med.  

Arne og Gert studerer kort over området

Men vi delte os i 2, og de 4 andre undgik det bjerg, vi nu skulle på. Med en 11 km's opkørsel og en stigningsprocent på gennemsnitlig 8, ville det smage noget af Mont Ventoux, næsten for meget, syntes jeg. Ganske som forventet kunne jeg kun holde hjul cirka 1 km, før jeg måtte slippe, men jeg kunne i lang tid se de andre, da  bjerget her i modsætning til Mont Ventoux bestod af mange hårnålesving. Det var en varm dag, og da ikke en vind rørte sig, gik der ikke mange minutter, før man følte sig helt stegt.

Jeg kunne se, at Per kort tid efter mig slap Henning og Alex, og Per var aldrig længere end 100 meter foran mig, da vi åbenbart havde fundet samme tråd. Midt i heden og de forbandelser, man havde om sig selv inde i hovedet, fik jeg dog næsten flere kræfter af at se det, for blot på en tur til Ejer Bavnehøj derhjemme kan han sætte mig med flere minutter, når han vil.

Et stykke oppe ad bjerget kom dog forklaringen. Han havde døjet med tynd mave og kunne pludselig ikke længere holde sig. Han kom af cyklen og forsøgte at finde et egnet sted at besørge, men det er svært på en bjergskråning uden ret megen vegetation, og mens jeg cyklede forbi ham, spekulerede jeg på , hvordan han ville klare sig uden toiletpapir. Per sagde senere, at man kunne komme langt med lidt blade fra de få buske, der var.

Jeg fortsatte op af bjerget og kunne nu ikke længere se de 2 forreste. Jeg havde fået det så varmt inde under cykelhjelmen, at jeg i alvor tænkte på, at hvis jeg nogensinde fik solstik, så var det nu, men hvis de andre kunne holde til det, så kunne jeg også. Jeg fortsatte derfor min monotone cykling op ad bjerget. Sådan som vejen var anlagt, var det umuligt at se, hvornår toppen var nået, og jeg havde dumt nok ikke fået kigget på min cykelcomputer, da vi startede opkørslen, så heller ikke på den måde kunne jeg regne mig frem til, hvornår anstrengelserne var overstået. Da det næsten var blevet for meget, dukkede Alex og Henning pludselig op i synsfeltet, da jeg drejede omkring endnu et sving, og selv om de stod flere hundrede meter oppe ad denne stigning, så var det den sidste. Jeg kastede mig af cyklen, da jeg nåede dem, og da jeg havde fået vejret igen, fortalte de, at Henning var kommet først op, og at de begge havde været der i cirka 5 minutter. Lidt senere kom Per, og han kastede sig af cyklen på samme måde som jeg. Han er normalt en hård hund og har i parentes bemærket spillet  hundrede divisionskampe for det lokale hold for år tilbage. Ikke desto mindre chokerede han os med sin næste bemærkning: Han mente godt, at vi kunne undvære turen til Mont Ventoux, for det her var sgu for hårdt!

Det fik han nu ikke medhold i, men vi havde alle fået respekt for den forestående opgave.

Lige nu gjaldt det om at komme ned ad bjerget, og for dem der aldrig har kørt bjergkørsel og derfor heller ikke har kørt nedad, skal jeg hilse og sige, at det er næsten lige så hårdt som at køre opad. På en anden måde naturligvis, for her ligger det hårde henholdsvis i psyken over at turde at køre hurtigt ned, og henholdsvis i samtidig at skulle have hænderne konstant på bremserne i mange minutter uafbrudt. Jeg opdagede i hvert fald, at man her bruger armmuskler, man normalt ikke bruger.

På ski er Alex frygtløs, og det er han også på en cykel. Han var først nede, tæt forfulgt af mig, og først flere minutter efter nåede de andre os. Hjemme igen i Dieulefit var det med stor tilfredshed, vi fik snakket om dagens tur. De andre 4 var kommet hjem fra deres rute, og da der i området kun var kuperet terræn, havde deres tur også været barsk. De var dog noget betænkelige over at høre, at Per som en af de bedste godt kunne undvære turen til Mont Ventoux.

Mandagen var delvis hviledag og samtidig dagen før dagen. Via vores medbragte kort kørte vi så fladt, som det nu var muligt og turen tog kun halvanden time, idet jeg bevidst kørte i mit eget tempo uden hensyntagen til de andre. Der skulle være kræfter i behold til morgendagen! Vi kørte næsten alle sammen med mobiltelefoner, for uanset om vi kørte alene eller i grupper, så ville vi i tilfælde af uheld have mulighed for at komme i kontakte med nogen af de andre, og selv om ingen af os havde uheld af nogen art på 6 dages kørsel med tilsammen over 2000 km's cykling, så prøvede vi telefonerne af i bjergene. De  virkede uden problemer, men alligevel kommer vi vist nok af med et større beløb for samtalerne - på trods af  højst 30 km's afstand mellem os. Flere af os mente at vide, at samtaleopkaldet går via Danmark og først derefter retur til Frankrig.

Mandag var den eneste dag, hvor vi ikke spiste frokosten hjemme. Vi var i stedet på pizzarestaurant for at få kulhydratdepoterne fyldt godt op. Arne stod som altid for bestillingen, og udover pizzaerne og spaghettien bestilte han også på vores opfordring hvidvin til maden. Da den  franske servitrice smilende kom med 8 glas øl, fik vores tro på hans franskkundskaber dog et skud for boven. Arne mente mærkeligt nok, at det var hende, der ikke kunne det franske sprog.

Nå, godt ord igen, Arne, du klarede det flot fra først til sidst!

Afslapning foran huset med lidt landvin

Eftermiddagen tilbragte vi i shorts og bar mave på terrassen, og kolde øl og rødvin manglende heller ikke. Det gjorde der nu heller ikke på noget andet tidspunkt af turen, og specielt om aftenerne var jeg flere gange betænkelig ved, at de 6-8 genstande de fleste af os fik i løbet af en dag, nok ville påvirke næste dags cykling. På den anden side var vi jo kun motionister med hang til hygge, og kun en af morgenerne havde jeg en ulden smag i munden.

Ud fra artikler i bladet Cykel-Motion havde jeg lavet en tipskupon, som folk skulle løse, og Hans vandt konkurrencen med kun en forkert. Dernæst fandt vi på, at alle skulle tippe rækkefølgen over, hvem der først nåede toppen af Mont Ventoux. Jørn tippede som den eneste Per til en placering som kun nr. 5 og forklarede, at det var på baggrund af hans negative udsagn om Mont Ventoux-turen. Per mente, at Jørn ikke var rigtig klog og ikke havde forstand på cykling, men sammenlagt/gennemsnitligt blev vores gæt, at Henning ville vinde (jeg kan ikke huske, om vi alle 8 havde Henning som vinder, eller om Henning i al beskedenhed havde tippet en anden end sig selv) med Alex og Per på de næste pladser, og det var der ikke spor overraskende i. Selv om Alex måske ikke er hel enig, så mener jeg, at Henning gennem alle årene har været stærkeste rytter uanset terræn. Eneste ukendte faktor ville være de 3's vægt contra den lange stigning, som ingen havde prøvet før. Henning vejer nemlig 85 kg, hvor Alex kun vejer 67 og Per godt 78 kg, men jeg mente, at Henning var så sej, at det skulle han nok klare alligevel.

Derudover gættedes der på, at jeg blev nummer 4, Hans og Jørn på de efterfølgende pladser, og sluttelig Arne og Gert, men vi var alle meget klogere om 24 timer.

Så oprandt tirsdagen og typisk nok regnede det, da vi vågnede. Det havde det ikke gjort på noget andet tidspunkt, så hvorfor lige nu. Vi fik fortæret morgenmaden og pakket bil og trailer og håbede på, at regnen ville forsvinde, når vi nåede bunden af Mont Ventoux. Og ganske rigtigt. Jo nærmere vi kom, jo bedre blev vejret, og før vi nåede Bédoin, var regnen afløst af strålende solskin.

 Vi havde alle gjort os mange tanker om, hvordan vi skulle komme op ad bjerget, og hvilken taktik vi skulle bruge. Alle mente, det ville være nødvendigt med flere pauser, vores relativt dårlige træningstilstand taget i betragtning, og flere var betænkelige ved kun at have plads til 2 flasker vand på cyklen, da det varme vejr nu var vendt tilbage, men det problem blev selvfølgelig løst ved, at cykeltrøjerne blev fyldt med ekstra flasker. Hans havde lagt sin helt egen taktik, sagde han. Han ville gå i udbrud fra start og derefter smide en pose søm på vejen, så skulle han nok komme først op.

På de officielle kort, vi var i besiddelse af, var der til toppen 21,1 km på vores rute. Vi havde parkeret bus og trailer på den store græsparkeringsplads lige over for mekanikerværkstedet i udkanten af Bédoin, og det var herfra, vi ville starte og tage tid. Det skulle senere vise sig, at vores tur derfor blev på 21,6 km. Inden start blev cyklerne kort gået efter, og flere af os trillede en kort tur til Bédoin centrum og tilbage igen.

Stigningsprofil for opkørslen Beduin-Mont Ventoux

Det fremgik af kortene, at de første 6 km op ad bjerget ville være forholdsvis lette med en gennemsnitlig stigning på 5% og foregå i ret åbent terræn. Derefter kom 3 km med 10 % i stigning og yderligere 5 km med 9,5% og alle ville være i tæt skov. Skoven ville holde op omtrent med, at stigningsprocenten ville falde til 7,5% på en 4 km strækning, og de sidste godt 3 km ville være med stigninger på henholdsvis 8, 8,5 og 10,4%. Værsgo og spis!

Apropos så havde vi købt chokolade og bananer til at fylde lommerne med, og derudover havde jeg druesukkertabletter og energibarer med. Intet var overladt til tilfældighederne!

Hans, Gert, Carsten, Per, Arne, Henning og Jørn inden starten på Mont Ventoux. Mont Ventoux ses i baggrunden

Klokken var henad 11, inden vi startede, og som forventet lagde Henning, Alex og Per sig hurtigt i spidsen og fik også et hul til os andre. Derefter fulgte Hans med yderligere et hul ned til mig, og sluttelig for sig selv kørte Jørn, Arne og Gert. For mig har det aldrig betydet noget at ligge på hjul, når det går opad, og jeg skulle blot finde mit eget tempo. Jeg ved ikke, om der er 40 grader i solen, når der er 25 grader i skyggen, men hurtigt blev der meget varmt, specielt under hjelmen som forleden dag, og jeg sad og tænkte på, hvordan det ville blive højere oppe, når jeg nåede tæt skov uden blot antydning af en let brise. Imidlertid følte jeg dog, at det gik ret godt rent cykelmæssigt, og jeg kunne næsten hele tiden se Hans foran mig. 

Hans, Gert, Carsten, Per, Alex, Henning og Jørn inden starten på Mont Ventoux. Mont Ventoux ses i baggrunden

De forreste kunne jeg ikke længere se og bagved var de andre  ikke i syne. Efter cirka 6 km kom skoven så, og samtidig begyndte det rigtigt at gå opad. Jeg måtte virkelig arbejde og computeren viste ikke mere over 10 km/t. Mange tanker gik gennem hovedet på en: Hvorfor gør man dette her frivilligt, og lider de andre ligesom jeg. Hvem mon ligger i spidsen. Er der nogen, der overvurderer sig selv og knækker helt sammen, eller gør jeg mon selv det.

Samtidig kiggede man hele tiden på cykelcomputeren. Så havde man kørt 7,6 km, efter en evighed 7,7 km og der var fandme langt til toppen endnu! Efter 8 km's kørsel kogte jeg under cykelhjelmen, og da mine tanker flere og flere gange havde kredset om at smide den fra mig i vejkanten, så endte jeg nu med at gøre alvor af det. Selv om jeg ikke havde den under en ikke efterfølgende ufarlig nedkørsel, så var alternativet et hedeslag, tænkte jeg. Jeg forsøgte at smide den et sted, hvor jeg ville kunne finde den på tilbagevejen, men det lykkedes desværre ikke. Jeg havde også haft den i en del år, og som Gert bagefter sagde, så lignede den noget fra 60'erne, så jeg burde være glad over at være sluppet af med den.

Det var faktisk dejligt ikke at have noget på hovedet, og jeg følte mig klart bedre tilpas. Lidt senere blev mit humør endnu bedre. Efter et sving opdagede jeg pludselig Henning, Alex og Hans på en rasteplads i skoven, hvor de var stået af cyklerne.. Jeg var også godt mør, men uden at sige et ord, cyklede jeg forbi dem. Måske tog jeg fejl, men de virkede forbløffede over, at jeg kunne køre videre, når de havde brug for et hvil, og følelsen over at cykle forbi dem var dejlig. På dette tidspunkt var jeg nummer 2. Kun Per var foran mig, men ham kunne jeg til gengæld ikke se.

Jeg blev dog snart betænkelig ved situationen. Det var utrolig hårdt. Der var omkring 11 km til toppen og dermed over en times kørsel endnu. Ville jeg kunne holde til det, når de andre havde vurderet, at en pause var nødvendig på nuværende tidspunkt efter en god times kørsel. Ville jeg gå fuldstændig ned, få kramper i benene eller andre grimme ting, tænkte jeg. Ingen af os havde  prøvet det før, og vi kendte ikke vores grænser på dette område. Jeg besluttede mig derfor til et lille hvil, og uden at stå af cyklen, klikkede jeg skoene af pedalerne og stod så overskrævs på cyklen i vejkanten, mens jeg fik pusten.

Et par minutter senere kom Alex, Henning og Hans prustende forbi mig, og heller ikke de sagde et ord.

Da jeg havde spist en energibar og et stykke chokolade og fået luften igen, cyklede jeg videre. Der var vel gået en 4 minutters tid ialt, og jeg følte mig efter omstændighederne frisk. Heden var stadig ubeskrivelig, men de andre måtte have det lige så slemt. Efter et sving så jeg - lige før skoven sluttede - Hans stå på samme måde i vejkanten som jeg havde gjort, men han kom på cyklen igen, før jeg nåede op til ham, og lå 1-200 meter foran mig. Ude af skoven blev den konstant stejle stigning mere menneskelig. Samtidig faldt temperaturen, og vi var i 1400 meters højde. Jeg kørte nu forbi det eneste hus på vejen op, en restaurant med navnet Chalet Reynard, og jeg syntes, at afstanden til Hans blev mindre og mindre.

Jeg havde læst, at bjergsiderne de sidste km opad ville virke som goldt månelandskab, og jeg kunne konstatere, at det var korrekt. 

Gert på vej de sidste 6 km til toppen

Det virkede helt spøgelsesagtigt. Det bevirkede samtidig, at jeg frem- og opad kunne se over et længere område, og jeg kunne også overraskende se Henning, favoritten. Per og Alex var der ikke nogen af.

Mit tråd var stadig godt, og efter  17 km overhalede jeg Hans. Han kørte i vejens højre side ind mod bjergvæggen, og for at han ikke skulle have fordel af mit baghjul, kørte jeg forbi ham i venstre side. Når man kører med en hastighed på kun godt 10 km/t, så er sådan en overhaling ikke noget, der er overstået på få sekunder. Den strækker sig over flere minutter, og jeg sad og var spændt på, om han ville forsøge at hægte sig på mig. 

Jørn på vej de sidste 6 km til toppen af Mont Ventoux

Det gjorde han  ikke, og det er forståeligt nok. Ændrer man blot sit tempo en anelse i sådan en ekstrem situation, så går der kun kort tid, inden benene "eksploderer", og jeg lagde i stedet hele tiden afstand til ham. Jeg kunne stadig se Henning nogle hundrede meter foran mig, og han så ud til at være i krise. At nå op til ham virkede dog næsten utænkeligt, vores normale styrkeforhold taget i betragtning.

Det begyndte at blive tåget og efterhånden også direkte koldt. Det sidste havde vi alle taget højde for i form af ekstratøj, vi medbragte i små cykeltasker, men her og nu var der ikke tid til at iføre sig det. Tågen gjorde imidlertid sigtbarheden dårligere og dårligere, og selv om der ikke var mange biler på vejen, så var det ikke længere helt ufarligt at cykle der, hvis der pludseligt dukkede en modkørende bil ud af tågen. Tricket med at skære af vejen, når den svingede, måtte derfor opgives, hvor der kun kunne ses omkring 50 meter frem.

Det er hårdt at cykle, når varmen er høj. Det er mindst lige så hårdt at cykle, når der er koldt og man ikke er klædt på til det. I dag forstår jeg bedre, hvorfor cykelryttere i TV-transmissioner skal have aviser indenfor tøjet, når de når bjergpas. Jeg følte, hvordan kræfterne forsvandt, og det var ikke længere sjovt.

Nu gjaldt bare bare om at nå toppen. Den var det i tågen komplet umulig at se, ja jeg har aldrig oplevet noget lignende. Cykelcomputeren viste langt om længe 21 km, og jeg burde nu være der. Man kunne ikke se en hånd for sig, og jeg tænkte, om det mon var muligt at overse toppen og køre forbi de 3, der måtte være nået op. Jeg begyndte derfor at råbe højt ud i intetheden, men ingen svarede. Det skal lige siges, at der jo ikke er en by på toppen, så der absolut intet liv.

Men med et dukkede en bygning op på venstre hånd, og der stod de andre, lige så forfrosne som jeg.

Toppen var nået, og det havde taget mig 2 timer og 13 minutter, pausen inkluderet.

Per var overraskende kommet først op i 2,02 uden pauser overhovedet. Suverænt!. Alex var med 4 pauser på tilsammen 12  minutter kommet op i 2,07, og Henning var også med 4 pauser kommer op i 2,12, altså kun et minut før mig. Det var jeg godt tilfreds med.! Hans kom op i 2,17, så på 4,5 km havde han tabt 4 minutter til mig.

Bygningen vi stod ved, var et tårn med vistnok en restaurant tilbygget, men den var lukket. Da der kort efter kom en bil, der holdt ind ved os, forhindrede det os ikke at kravle op på bygningens flade tag, og ved hjælp af et medbragt kamera fik vi bilisten til at tage et billede af os. 

Alex, Per, Hans, Henning, og Carsten på toppen af Mont Ventoux.

Vi diskuterede derefter, om vi skulle vente på de andre, men vi frøs alle sammen og tænkte på varmen i den restaurant, der lå 6 km nede ad bjerget og var åben. Vi blev hurtigt enige om, at vi ville køre derned, og når vi mødte de resterende, ville vi meddele dem det på deres optur. Som sagt så gjort. Nedkørslen begyndte. Jeg kunne ikke mærke mine fingre og havde svært ved at holde på bremserne og efter få minutters kørsel var jeg nødt til at standse helt for at få varme i hænderne. Andet havde være for risikabelt. Derefter foregik resten af nedkørslen til restauranten med ikke over 35 km/t - ren sneglefart. Jeg mødte først Jørn, derefter Arne og til sidst Gert. De så alle 3 ud til at have det rimeligt. Jørns tid blev efterfølgende på omkring 2,40, og Gerts på 3,05. Arne nåede ikke toppen, for da han mødte os og fik at vide, at vi ville ned i restauranten, sad han og fantaserede om det i nogle minutter, hvorefter han drejede cyklen og kørte ned til os. Arne nåede 19 km op, flot for en 59-årig.

Jørn fortalte os senere, at da han nåede toppen og også frøs som en lille hund, så havde han haft åndsnærværelse nok til at spørge en anden  holdende bilist i en 2 CV, om han måtte komme ind i denne bil og få varmen,  og der sad han en lille halvtimes tid, indtil Gert nåede op.

I restauranten fik jeg at vide, hvordan de andres tur var forløbet. Per havde taget føringen i starten, men blev overhalet af Henning og Alex, og de lå i længere tid foran Per. Først da de holdt ind til deres første hvil, kom Per i spidsen igen, og der blev han. Han havde simpelt hen ikke haft behov for hvil.  Både Hans og Alex fortalte, at de kun var standset op, 

Flere af deltagerne efter strabadserne på Mont Ventoux. Mont Ventoux ses i baggrunden.

fordi Henning som den formodentlig stærkeste havde gjort det samme. Jørn, Arne og Gert fortalte, at de var kørt i samlet flot omkring halvdelen af tiden og også havde haft behov for pauser. Efter et par kopper varm chokolade i restauranten fortsatte turen nedad, og  nede ved bus og trailer kunne vi velfortjent lægge os i græsset. Nyde medbragte kolde øl og sodavand fra termotasker og snakke om dagens overståede strabadser. Det varme vejr var vendt tilbage og et af Frankrigsturen primære mål overstået.

Ligesom første gang man havde gennemført Århus-København, så var det her en følelse noget nær det samme. Man havde sat sig et mål uden helt at vide, om man kunne klare det, men det var sket. Herligt!

Næste dag, onsdag, var det på cyklen igen, og Jørn, Gert og Arne ville køre en anden rute end os andre.

Hans fik fortalt vores rute og havde ligesom os et detaljeret kort, så han startede  for sig selv, før vi andre var klar. Et kvarters tid senere fulgte vi , og Henning lagde ud i et morderisk tempo op af et nyt bjerg. Jeg har ham mistænkt for at ville tage revanche fra dagen før, selv om han nu benægtede det. I hvert fald måtte jeg slippe efter få hundrede meter, og da Alex og Per kunne se, at jeg var faldet fra, slap de også taget. Efter 10 minutter var Henning ude af syne, og vi regnede med, at han standsede op ved toppen af bjerget for at vente på os. På toppen var der ingen Henning at se, og vejen delte sig i 2 ned ad 2 forskellige bjergskråninger. Da ruten var fastlagt på forhånd, gik vi ud fra, at han blot var fortsat, men vi så ham aldrig, før vi nåede tilbage igen. Han havde fejlagtig taget den forkerte nedkørsel. Vi andre havde en god tur med pænt tempo, og efter 30 km's kørsel nåede vi Hans, og der gik kun kort tid, før vi  måtte ind på en tilfældig fortovscafe og have os en kold cola. På tilbageturen ville jeg lige brillere, selv om jeg godt var klar over, at det nok var rent selvmord. Fra bagerste position op ad en ny stigning stak jeg af og fik hurtigt et godt forspring. Vi har det som formentlig mange andre, at efter hver træningstur gælder det om at komme først hjem, og der var ingen undtagelser i Frankrig. Jeg er bedst på lige strækninger eller når det går nedad, og jeg håbede på, at kunne jeg komme først op på toppen af denne stigning, som var dagens sidste, så kunne jeg holde hjem. Indbyrdes snakkede de andre om, om de ikke skulle sætte efter mig, men Alex, der må kende mig for godt, sagde at de bare kunne tage det roligt, for jeg holdt ikke. Ganske rigtigt. Stadig med langt til toppen eksploderede mine ben med et. Syren var kommet, og jeg var næsten ikke i stand til at fortsætte. De andre skulle dog ikke have fornøjelsen af at se mig stå af cyklen, så det ventede jeg med, til de havde overhalet. For satan, det var hårdt.

Onsdag efter frokost tog vi bussen ind til egnens største by. Den hed Montélimar, lå 30 km fra Dieulefit og havde 30.000 indbyggere. Vi var heldige og fandt en parkeringsplads midt i byen, hvor vi slentrede rundt et par timer og købte lidt gaver til familien. Det var dejligt med et  afbræk.

Jeg havde fået et mindre siddesår, så torsdag var jeg som den eneste ikke ude og cykle. Gert havde fundet ud af, at han i Frankrig var en af dem, der havde kørt flest km, så han var meget interesseret i, hvilken rute de forskellige skulle køre sidste dag dernede. Da han havde hørt det, proklamerede han derfor, at han ville køre en anden rute. Ganske rigtig. Efterhånden som de forskellige vendte tilbage, og vi kun manglede Gert, så kom han endelig, og han havde præcist kørt så langt, at han havde kørt 3 km mere end nr. 2. Sådan!.

Torsdag eftermiddag var vi ude og besøge en vingård. Det  var et privat sted, men vi blev vist rundt og fik fortalt om produktionen af vin. Smagsprøver blev det også til, og nogen af os fik købt rødvin. 

Alex, Gert og Per stjæler kirsebær ved et vinslot

Vi var inde yderligere et sted, som jeg bedst kan huske for de kirsebærtræer, der voksede ved vejen udenfor. Der kunne uden beregning spises, til man ikke gad plukke flere, og det var især Alex glad for.

Vi havde aftalt, at vi fredag morgen ville køre hjemad senest kl. 7,30. Vi skulle i sagens natur ret tidlig op, da vi først skulle have morgenmad, og også pakket bussen og traileren. Derfor gjorde vi rent i vores lånte  hus torsdag før aftensmaden. Per fordelte opgaverne, og det tog  8 mand ikke meget mere end 1/2 time. Efter sidste restaurationsbesøg sluttede vi som sædvanlig aftenen af på den fortovscafe, der lå på torvet i centrum af  Dieulefit. De måtte snart have lært os at kende.

Hjemturen gik, som vi kunne forvente. Kødannelser på motorvejen både i Nordfrankrig og Sydtyskland.

Meningen var, at vi i modsætning til udturen ville gøre hjemturen i et hug, og da fredag morgen i Sydfrankrig havde strålende varmt vejr, var påklædningen hos os alle naturligvis T-shirt, shorts og badesandaler. Jo højere op, vi kom gennem Tyskland, jo dårligere blev vejret imidlertid, og allerede før Kassel stod himmel og jord i et. Vi var nødt til at stoppe en gang imellem for at tanke op, tisse, spise og hvad ved jeg. Jeg gad nok vidst, hvad tyskerne på de forskellige rastepladser har tænkt om os dumme dänen med sommerbeklædning i øsende regnvejr.

Nå, det kunne vi være ligeglade med og var det også. Vi nåede Horsens lørdag morgen kl. 04,30, og ligesom på turen ud satte Gert os af en efter en, denne gang endda hvor vi boede.

Jørn var kasserer på turen og har fået indbetalt 3.300,- kroner pr. mand. I skrivende stund er regnskabet ikke gjort op, men vi får formentlig hver et par hundrede kroner tilbage. Derudover har jeg brugt omregnet 1.500,- kroner til aftensmad og lommepenge, så sammenlagt har turen kosten under 5.000,- kroner, alt iberegnet.

Carsten Gade

Se turstatistik + kort over området her