Ideen
til turen fik vi til vores fodboldafslutningsfest i oktober 1998,
hvor allerede dengang en 4-5 stykker af os så småt var begyndt at
cykle. Blandt andet fordi vi døjedes med forskellige benskader og
ikke rigtigt længere kunne holde til at spille fodbold.
For
så stadigvæk at deltage aktivt i en sportsgren og få sved på
panden, ja så var vi begyndt at cykle.
Men
først sidste år begyndte turen at tage form. Per Madsen havde
nogle bekendte, der sammen med 3 andre danske familier ejede et hus
i Sydfrankrig, nærmere betegnet i landsbyen Dieulefit i regionen
Rhone-Alpes.
|
Her boede vi i den lyserøde
ejendom
|
Ingen
af familierne skulle selv bruge huset fra d. 10. til d. 20 maj 2001,
og da de ikke brugte at leje det ud,
så kunne vi godt få lov til at låne det.
Vores
cykling havde ligget i faste rammer siden 1997, hvor vi havde onsdagstræning fra primo april og til engang sidst i august,
sluttende af med deltagelse i "Rundt om Horsens",
henholdsvis 65 km eller 120 km ruten, og normalt var og er vi en 10-
12 stykker til træningen. Med Per Madsen og Alex Pedersen som
tilrettelæggere fik vi så alle sammen sidste år en indbydelse med
tilføjelsen, at de første 8, der tilmeldte sig turen, de kom med.
Tallet
8 skyldtes 2 ting: Der var 8 sengepladser i huset og turen skulle
foregå med en minibus, vi skulle leje og selv køre, og med
almindeligt kørekort var det kun tilladt at køre busser med plads
til 8 personer + føreren.
Indenfor
få dage var alle 8 pladser besat, uden at turen på dette tidspunkt
var planlagt i detaljer, men hvad betød det -det havde vi
vinteren til, og forventningerne var allerede store. Vi
vidste alle, at I Sydøstfrankrig lå Alperne, og Alperne var jo
synonym med Bjarne Riis og hans fabelagtige kørsel gennem nogle år
i Tour de France. Alperne var også synonym med Alpe d'Huez, og det
var vores første tanker, at det var dette bjerg, vi som hovedmål
skulle bestige på turen. Da det kom til stykket, viste det sig
imidlertid, at det ville tage en halv dagsrejse at komme dertil fra
Dieulefit, men meget nærmere lå Mont Ventoux, også kaldet
"Det Skaldede Bjerg", og det var selvfølgelig en fuldgod
erstatning. Lånt litteratur fortalte, at det var på dette bjerg,
at englænderen Tom Simpson i 1967 under Tour de France var faldet
af sin cykel en km før mål, så udmattet og overvurderende sine
egne kræfter, at han døde.
Af
andre beskrivelser kunne vi læse, at der var 3 ruter til toppen:
Den hårde Tour de France-rute med 1609 højdemeter startende i
sydvest i landsbyen Bédoin og en gennemsnitlig stigningsprocent på
7,63%, den lige så hårde Nord-rute med start i Malaucène, med
1579 højdemeter og en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,67, og
endelig den lette sydøst-rute med start i Sault, men med kun 1204 højdemeter.
Vi
ville selvfølgelig køre syd-ruten, men først skulle vi inden
turen have nogen kilometer i benene.
Fra
september 2000 og til efter årsskiftet var der stort set ingen af
os, der var på en cykel, og det var vist kun Alex og undertegnede,
der kørte i januar og februar, men så lidt som tilsammen under 300
km i de 2 måneder. De andre startede så småt i marts, hvor vi lørdag
formiddag havde lidt fællestræning, og i april var det som altid
blevet så lyst efter arbejde, at vi kunne genoptage onsdagstræningen.
Ikke
desto mindre havde ingen af os kørt over 1000 km, da vi torsdag
aften d. 10. maj hos Gert Petersen pakkede vores lejede minibus og
den cykeltrailer, vi meget venligt af den lokale cykelklub havde fået
lov til at låne.
|
Vores
minibus med cykeltrailer som vi havde lånt
af Horsens cykelklub |
Når
andre hørte det lave kilometerantal, skiftevis grinede de eller
rystede på hovedet, og vi var også godt selv klar over, at det nok
var i underkanten, selv om ruten op af Mont Ventoux kun var 21,1 km
på de officielle kort.
Omvendt
var der aldrig nogen af os, der på en sæson kørte mere end 2500
km, og med et snit på 28-30 km/t på vores cykelture, kunne vi
normalt godt være os selv bekendt, mente vi.
Og
uanset hvad, så tjente turen til Sydfrankrig samtidig som træning
til sæsonens andet egentlige mål (i hvert fald for de fleste af
os), nemlig "Rundt
om Horsens-løbet", hvor det i år gjaldt om at komme under 4
timer på de 120 km for de af os, der ville køre denne strækning,
og omkring 2 timer for dem, der ville køre 65 km.
Men
som nævnt blev bil og trailer pakket torsdag aften, og fredag
morgen mellem kl. 5,30 og 5,45 blev vi
på skift samlet op på aftalte steder i Horsens af Gert, der
skulle køre den første strækning sydpå.
Vi
havde hver fået diverse småopgaver til køreturen, blandt andet at
sørge for læsestof, herunder dagens aviser, og underligt nok var
det cykling, der denne fredag prægede henholdsvis Jyllandspostens,
BTs og Ekstrabladets forsider. Negativt desværre, idet Bo Hamburger
dagen før var afsløret
for brug af EPO, men om ikke andet, så gav det os et samtaleemne
til en del af turen.
Vi
havde delt busturen over 2 dage, og Arne Rattenborg, turens nestor på
59 år, havde booket hotelophold i Keysersberg i Alsace i det nordlige
Frankrig, cirka 1100 km fra Horsens. Arne var i øvrigt under al buskørsel
på hele turen fast forsædepassagerer og vej- og kortviser, eller
hvad man nu skal kalde det, og han havde hjemmefra via internet
printet den letteste rute til Keysersberg, helt præcist 1087 km, så
han kunne dirigere chaufføren efter behov.
4
af os havde aftalt at køre bussen på skift, og jeg havde fornøjelsen
af de sidste cirka 400 km - troede jeg. Arne (med min accept) fik
nemlig den ide at fravige internet-vejledningen, da han mente, at vi
derved kunne spare både kilometer og tid, og sidst på
eftermiddagen var vi godt
trætte og godt sultne, så en halv times tidsbesparelse ville alle
finde populært, tænkte vi. Væk fra motorveje kunne jeg dog godt
fornemme Arnes usikkerhed over, hvor vi i grunden var, alt imens de
andre 6 intetanende sad bag i bussen og spillede kort og hyggede
sig, og da jeg på triptælleren efterhånden kunne se, at vi stærkt
nærmede os de 1087 km og mest af alt var på Herrens Mark, ja så
stoppede jeg bussen og spurgte med uskyldig mine, hvem der ville køre
de sidste 20 km. Det havde Jørn Jensen ikke spor imod, men de 20 km
endte med at blive over 100 km's kørsel mere inden Keysersberg, og
det havde vi en del sjov over på resten af turen.
I
den gamle TV-serie Fawlty Towers med John Cleese som en forvirret
hotelvært, var der en
meget brugt vending "Don't mention the war" i det afsnit,
hvor hotellet havde besøg af tyskere, og hvor John Cleese konstant
fortalte sin lige så forvirrede tjener Manuel, at han under ingen
omstændigheder måtte omtale Anden Verdenskrig for tyskerne, og
denne vending brugte vi mildt sagt mange gange på resten af turen,
når en af os lavede bare antydningen af en fejl eller uheld.
Og
med Keysersberg, i øvrigt en meget meget smuk landsby, hvor man nærmest
følte sig hensat til 1800-tallet, startede så samtidig 7 dages
organiseret spisning, hvor selv den største gourmand ville fryde
sig.
|
Restaurant besøg i
Alsace
|
Da
vi havde booket os ind på hotellet denne fredag aften, fandt vi
nemlig en hyggelig lille fransk restaurant, og det skulle vise sig,
at menukortet der var stort set identisk med de menukort, vi de
senere aftener blev præsenteret for, når vi skulle spise ude..
Det
identiske lå ikke så meget i de enkelte retter,, men mere det
faktum, at menukortene generelt bestod af tilbud på 3, 4 eller 5
retter mad for en billig penge, og ved hver ret var der en 4-5
valgmuligheder. Med vin tror jeg ikke, at vi kom af med, hvad der
svarer til over 200,- kroner pr. måltid, og vi taler altså om god
hvid- og rødvin og gode franske delikatesser.
Selve
bestillingen fredag aften hos en særdeles
charmerende fransk servitrice, hvem der naturligvis blev
taget flere billeder af (uh, hvor jeg glæder mig til at se disse
billeder), var forbundet med megen morskab, og denne morskab gentog
sig ved vores efterfølgende restaurationsbesøg. Morskaben bestod
i, at menukortene i sagens natur stod på fransk, og den eneste af
os med et tåleligt kendskab til det franske sprog var Arne. Men en
ting er at kunne føre en samtale, en anden ting
at kunne oversætte ord fra den kulinariske verden, så ud
over, at vi fast overlod til Arne at bestille, så var vi, hver gang
der blev sat en tallerken på bordet foran os, spændt på, hvad vi
nu skulle til at fortære: For mit vedkommende blev spændingen
altid afløst af glæde over noget rigtig udsøgt, men så vidt jeg
ved, er jeg dog også kendt for at være altspisende.
Det
samme kan ikke siges at være tilfældet med et par af turens øvrige
deltagere, for hvem det vist nok var en blandet fornøjelse at spise
ude, især de gange der i sammensætningen af en ret var
"fromage de chèvre" inkluderet. Men jeg indrømmer, at
gedeost har en såvel karakteristisk lugt som smag.
Dog
var Jørn vist den eneste på hele turen, der med største tegn på
væmmelse skød hele sin tallerken fra sig dengang, et stykke
gedeost var en lille del af en stor forret. Han havde tydeligt nok
mistet appetitten. Det var det måltid mad, hvor Gert grundet sin 48-års fødselsdag
sponserede samtlige drikkevarer, og hvor han i dagens anledning også
stod for bestillingen, som var en forestilling i sig selv, primært
fordi Gert ikke kan et ord på fransk.
Da
vi jo var 8, havde vi andre fortalt ham, at 8 på fransk hed huit og
udtaltes yit, og da den søde franske servitrice (der var den igen!)
kom hen til vores bord for at tage mod vores bestilling, så vinkede
Gert hende med verdensmandsmine over til sig, ,
pegede på en tilfældig forret, hovedret og dessert på
spisekortet og sagde derefter 3 gange i træk yiiiiiiiiiiiiit, som
om han var en cirkusdirektør, der ville præsentere hovednummeret i
sit cirkus. Efter det fik vi en udsøgt betjening resten af aftenen
, herunder en gratis drink efter eget valg i restaurantens bar efter
måltidet.
Men
tilbage til køreturen brugte vi lørdagen på de sidste cirka 700
km fra Keysersberg til Dieulefit, og her var Henning Grotkjær som
den fjerde af os chauffør. Det var igen primært motorvejskørsel,
og franskmændene er åbenbart mere forretningsmæssige end både
tyskere og danskere, idet det jo i Frankrig koster penge at køre på
deres motorveje. Hvorfor vi i Danmark med en slunken statskasse ikke
kan finde ud af at omlægge vægtafgift og benzinafgift til
motorvejsafgift, så også udlændinge betaler for slitage af vores
veje, forstår jeg ikke, men det er en helt anden sag.
Vi
var i Dieulefit hen ad eftermiddagen og vidste, at vores hus lå tæt
på centrum. Uden de store vanskeligheder fandt vi også adressen,
og sikken et hus, vi skulle bo i! Utroligt charmerende.
Det var bygget af sten og opført i 1780, hvilket stod
mejslet ind i facaden.
|
Hovedindgang til ejendommen
|
Med kælder var det i 4 etager. Det lå i en
rigtig pittoresk smal gade. Husene lå op og ned ad hinanden, og lå
samtidig på en skråning ud mod en rislende flod. Fra forsiden af
vores hus kom man af hoveddøren ind i stueetagen, mens man fra
bagindgangen gik ind i kælderen, hvor der fint var plads til 8
cykler. I stueetagen var der udover et toilet både køkken og alrum
i et, og de 2 øverste etager havde begge badeværelser og 2 soveværelser.
Vi fik hurtigt klarlagt, at de unge (på 42, 44, 44 og 45 år)
skulle bo øverst oppe, mens de gamle (på 48, 53, 54 og 59 år)
skulle bo på første sal. Om de gamle fortrød det, ved jeg ikke,
men da jeg senere skulle inspicere deres værelser, kunne jeg se, at
2 af sengepladserne i det ene værelse bestod af en lille og ret
smal alkove, hvor indgangen højst var 50 cm bred, og hvor man
ligesom i en køjeseng havde lavet sengeplads nummer to i halvanden
meters højde. Det var Henning, der sov der, og jeg fandt aldrig ud
af, hvordan han kom derop og ind, for der var ingen stige.
Alex
og jeg havde det ene værelse på øverste etage, hvor vi sov i køjeseng,
og hold kæft, hvor kan man hurtigt komme til at rode. Men som Alex
sagde, så er en af de gode ting ved at være 8 gutter af sted på
ferie, at man ikke har nogen kone eller kæreste til at brokke sig
over manglende oprydning. På mange tidligere fodbold- og skiferier
har jeg oplevet sammen fænomen, så jeg kan konkludere, at vi mænd
må mangle et af de gén, der omhandler ordenssans.
Vel
pakket ud var vi alle enige i, at vi ville ud og trille vores første
cykeltur inden aftensmaden. Dieulefit ligger i godt 300 meters højde
og er omgivet af bjerge til alle sider. Vi kunne derfor ikke undgå
at skulle starte med en pæn stigning, og den times tid, vi fik kørt,
viste kun godt 20 km på cykelcomputeren, da vi var tilbage igen,
men så havde vi fået en lille forsmag på den kommende uge.
Lørdag
aften fik vi aftalt nogle praktiske ting.
|
Klar til afgang på en af dagens cykelture
|
Vi ville hver dag stå tidligt
op, hente friskt brød hos bageren og lave kaffe sådan, at vi havde
gjort vores morgentoilette og var klar til at spise kl. 8, for så
ville vi efterfølgende kunne komme af sted på cyklerne ved 9-tiden.
Cykelturene skulle være på omkring 60 km, og da Alex havde skaffet
en del kort over området, ja så fik han ansvaret for tilrettelæggelsen
af de daglige ruter. Længden betød samtidig, at vi ville være
tilbage ved frokosttid, og frokosterne ville vi spise hjemme på
terrassen bag huset, når vejret tillod det. Bagefter havde vi så
eftermiddagen til fri afbenyttelse, mens aftenerne efter spisning
skulle afsluttes på fortovscafeer eller lignende.
Søndag
stod vi op og kom af sted til aftalt tid, og den første rute var
planlagt i nordlig retning. Som herhjemme fulgtes vi ad i samlet
trop den første times tid, hvorefter vi delte os i 2 hold.
|
Skillepunkt på vores cykeltur om
søndagen. I baggrunden ses Col de la Chaudiere som er på
1047 m.
|
De 3
klart stærkeste, Henning,
Per og Alex, ville allerede nu prøve kræfter med et bjerg (Col de
la Chaudiere) med en
lang skrap stigning, og som den eneste af de øvrige tog jeg med
dem. Det er sådan, at Hans Kleberg, Jørn og jeg er nogenlunde lige
gode, mens Gert og Arne grundet henholdsvis vægt og alder altid er
de sidste i mål, når vi cykler. Gerts vægt på over 100 kg betød
i øvrigt, at han havde tage sin mountainbike med, og han sagde selv,
at hvis han ikke havde cyklet på den på de enkelte ture, så var
han aldrig nået over de stigninger, vi hver dag mødte. Som den
eneste af os havde han samtidig inden Frankrigsturen fået foretaget
et lægetjek, da det var Pias betingelse for, at han måtte tage
med.
|
Arne og Gert studerer kort over
området
|
Men
vi delte os i 2, og de 4 andre undgik det bjerg, vi nu skulle på.
Med en 11 km's opkørsel og en stigningsprocent på gennemsnitlig 8,
ville det smage noget af Mont Ventoux, næsten for meget, syntes
jeg. Ganske som forventet kunne jeg kun holde hjul cirka 1 km, før
jeg måtte slippe, men jeg kunne i lang tid se de andre, da
bjerget her i modsætning til Mont Ventoux bestod af mange hårnålesving.
Det var en varm dag, og da ikke en vind rørte sig, gik der ikke
mange minutter, før man følte sig helt stegt.
Jeg
kunne se, at Per kort tid efter mig slap Henning og Alex, og Per var
aldrig længere end 100 meter foran mig, da vi åbenbart havde
fundet samme tråd. Midt i heden og de forbandelser, man havde om
sig selv inde i hovedet, fik jeg dog næsten flere kræfter af at se
det, for blot på en tur til Ejer Bavnehøj derhjemme kan han sætte
mig med flere minutter, når han vil.
Et
stykke oppe ad bjerget kom dog forklaringen. Han havde døjet med
tynd mave og kunne pludselig ikke længere holde sig. Han kom af
cyklen og forsøgte at finde et egnet sted at besørge, men det er
svært på en bjergskråning uden ret megen vegetation, og mens jeg
cyklede forbi ham, spekulerede jeg på , hvordan han ville klare sig
uden toiletpapir. Per sagde senere, at man kunne komme langt med
lidt blade fra de få buske, der var.
Jeg
fortsatte op af bjerget og kunne nu ikke længere se de 2 forreste.
Jeg havde fået det så varmt inde under cykelhjelmen, at jeg i
alvor tænkte på, at hvis jeg nogensinde fik solstik, så var det
nu, men hvis de andre kunne holde til det, så kunne jeg også. Jeg
fortsatte derfor min monotone cykling op ad bjerget. Sådan som
vejen var anlagt, var det umuligt at se, hvornår toppen var nået,
og jeg havde dumt nok ikke fået kigget på min cykelcomputer, da
vi startede opkørslen, så heller ikke på den måde kunne jeg
regne mig frem til, hvornår anstrengelserne var overstået. Da det
næsten var blevet for meget, dukkede Alex og Henning pludselig op i
synsfeltet, da jeg drejede omkring endnu et sving, og selv om de
stod flere hundrede meter oppe ad denne stigning, så var det den
sidste. Jeg kastede mig af cyklen, da jeg nåede dem, og da jeg
havde fået vejret igen, fortalte de, at Henning var kommet først
op, og at de begge havde været der i cirka 5 minutter. Lidt senere
kom Per, og han kastede sig af cyklen på samme måde som jeg. Han
er normalt en hård hund og har i parentes bemærket spillet
hundrede divisionskampe for det lokale hold for år tilbage.
Ikke desto mindre chokerede han os med sin næste bemærkning: Han
mente godt, at vi kunne undvære turen til Mont Ventoux, for det her
var sgu for hårdt!
Det
fik han nu ikke medhold i, men vi havde alle fået respekt for den
forestående opgave.
Lige
nu gjaldt det om at komme ned ad bjerget, og for dem der aldrig har
kørt bjergkørsel og derfor heller ikke har kørt nedad, skal jeg
hilse og sige, at det er næsten lige så hårdt som at køre opad.
På en anden måde naturligvis, for her ligger det hårde
henholdsvis i psyken over at turde at køre hurtigt ned, og henholdsvis i samtidig at skulle have hænderne konstant på
bremserne i mange minutter uafbrudt. Jeg opdagede i hvert fald, at
man her bruger armmuskler, man normalt ikke bruger.
På
ski er Alex frygtløs, og det er han også på en cykel. Han var først
nede, tæt forfulgt af mig, og først flere minutter efter nåede de
andre os. Hjemme igen i Dieulefit var det med stor tilfredshed, vi
fik snakket om dagens tur. De andre 4 var kommet hjem fra deres
rute, og da der i området kun var kuperet terræn, havde deres tur
også været barsk. De var dog noget betænkelige over at høre, at
Per som en af de bedste godt kunne undvære turen til Mont Ventoux.
Mandagen
var delvis hviledag og samtidig dagen før dagen. Via vores
medbragte kort kørte vi så fladt, som det nu var muligt og turen
tog kun halvanden time, idet jeg bevidst kørte i mit eget tempo
uden hensyntagen til de andre. Der skulle være kræfter i behold
til morgendagen! Vi kørte næsten alle sammen med mobiltelefoner,
for uanset om vi kørte alene eller i grupper, så ville vi i tilfælde
af uheld have mulighed for at komme i kontakte med nogen af de
andre, og selv om ingen af os havde uheld af nogen art på 6 dages kørsel
med tilsammen over 2000 km's cykling, så prøvede vi telefonerne af
i bjergene. De virkede uden problemer, men alligevel kommer vi vist nok af
med et større beløb for samtalerne - på trods af
højst 30 km's afstand mellem os. Flere af os mente at vide,
at samtaleopkaldet går via Danmark og først derefter retur til
Frankrig.
Mandag
var den eneste dag, hvor vi ikke spiste frokosten hjemme. Vi var i
stedet på pizzarestaurant for at få kulhydratdepoterne fyldt godt
op. Arne stod som altid for bestillingen, og udover pizzaerne og
spaghettien bestilte han også på vores opfordring hvidvin til
maden. Da den franske
servitrice smilende kom med 8 glas øl, fik vores tro på hans
franskkundskaber dog et skud for boven. Arne mente mærkeligt nok,
at det var hende, der ikke kunne det franske sprog.
Nå,
godt ord igen, Arne, du klarede det flot fra først til sidst!
|
Afslapning foran huset med lidt
landvin
|
Eftermiddagen
tilbragte vi i shorts og bar mave på terrassen, og kolde øl og rødvin
manglende heller ikke. Det gjorde der nu heller ikke på noget andet
tidspunkt af turen, og specielt om aftenerne var jeg flere gange betænkelig
ved, at de 6-8 genstande de fleste af os fik i løbet af en dag, nok
ville påvirke næste dags cykling. På den anden side var vi jo kun
motionister med hang til hygge, og kun en af morgenerne havde jeg en
ulden smag i munden.
Ud
fra artikler i bladet Cykel-Motion havde jeg lavet en tipskupon, som
folk skulle løse, og Hans vandt konkurrencen med kun en forkert.
Dernæst fandt vi på, at alle skulle tippe rækkefølgen over, hvem
der først nåede toppen af Mont Ventoux. Jørn tippede som den
eneste Per til en placering som kun nr. 5 og forklarede, at det var
på baggrund af hans negative udsagn om Mont Ventoux-turen. Per
mente, at Jørn ikke var rigtig klog og ikke havde forstand på
cykling, men sammenlagt/gennemsnitligt blev vores gæt, at Henning
ville vinde (jeg kan ikke huske, om vi alle 8 havde Henning som
vinder, eller om Henning i al beskedenhed havde tippet en anden end
sig selv) med Alex og Per på de næste pladser, og det var der ikke
spor overraskende i. Selv om Alex måske ikke er hel enig, så mener
jeg, at Henning gennem alle årene har været stærkeste rytter
uanset terræn. Eneste ukendte faktor ville være de 3's vægt
contra den lange stigning, som ingen havde prøvet før. Henning
vejer nemlig 85 kg, hvor Alex kun vejer 67 og Per godt 78 kg, men
jeg mente, at Henning var så sej, at det skulle han nok klare
alligevel.
Derudover
gættedes der på, at jeg blev nummer 4, Hans og Jørn på de efterfølgende
pladser, og sluttelig Arne og Gert, men vi var alle meget klogere om
24 timer.
Så
oprandt tirsdagen og typisk nok regnede det, da vi vågnede. Det
havde det ikke gjort på noget andet tidspunkt, så hvorfor lige nu.
Vi fik fortæret morgenmaden og pakket bil og trailer og håbede på,
at regnen ville forsvinde, når vi nåede bunden af Mont Ventoux. Og
ganske rigtigt. Jo nærmere vi kom, jo bedre blev vejret, og før vi
nåede Bédoin, var regnen afløst af strålende solskin.
Vi
havde alle gjort os mange tanker om, hvordan vi skulle komme op ad
bjerget, og hvilken taktik vi skulle bruge. Alle mente, det ville være
nødvendigt med flere pauser, vores relativt dårlige træningstilstand
taget i betragtning, og flere var betænkelige ved kun at have plads
til 2 flasker vand på cyklen, da det varme vejr nu var vendt
tilbage, men det problem blev selvfølgelig løst ved, at cykeltrøjerne
blev fyldt med ekstra flasker. Hans havde lagt sin helt egen taktik,
sagde han. Han ville gå i udbrud fra start og derefter smide en
pose søm på vejen, så skulle han nok komme først op.
På
de officielle kort, vi var i besiddelse af, var der til toppen 21,1
km på vores rute. Vi havde parkeret bus og trailer på den store græsparkeringsplads
lige over for mekanikerværkstedet i udkanten af Bédoin, og det var
herfra, vi ville starte og tage tid. Det skulle senere vise sig, at
vores tur derfor blev på 21,6 km. Inden start blev cyklerne kort gået
efter, og flere af os trillede en kort tur til Bédoin centrum og
tilbage igen.
|
Stigningsprofil for opkørslen Beduin-Mont
Ventoux
|
Det
fremgik af kortene, at de første 6 km op ad bjerget ville være
forholdsvis lette med en gennemsnitlig stigning på 5% og foregå i
ret åbent terræn. Derefter kom 3 km med 10 % i stigning og
yderligere 5 km med 9,5% og alle ville være i tæt skov. Skoven
ville holde op omtrent med, at stigningsprocenten ville falde til
7,5% på en 4 km strækning, og de sidste godt 3 km ville være med
stigninger på henholdsvis 8, 8,5 og 10,4%. Værsgo og spis!
Apropos
så havde vi købt chokolade og bananer til at fylde lommerne med,
og derudover havde jeg druesukkertabletter og energibarer med. Intet
var overladt til tilfældighederne!
|
Hans, Gert, Carsten, Per, Arne, Henning og
Jørn inden starten på Mont Ventoux. Mont Ventoux ses i
baggrunden
|
Klokken
var henad 11, inden vi startede, og som forventet lagde Henning,
Alex og Per sig hurtigt i spidsen og fik også et hul til os andre.
Derefter fulgte Hans med yderligere et hul ned til mig, og sluttelig
for sig selv kørte Jørn, Arne og Gert. For mig har det aldrig
betydet noget at ligge på hjul, når det går opad, og jeg skulle
blot finde mit eget tempo. Jeg ved ikke, om der er 40 grader i
solen, når der er 25 grader i skyggen, men hurtigt blev der meget
varmt, specielt under hjelmen som forleden dag, og jeg sad og tænkte
på, hvordan det ville blive højere oppe, når jeg nåede tæt skov
uden blot antydning af en let brise. Imidlertid følte jeg dog, at
det gik ret godt rent cykelmæssigt, og jeg kunne næsten hele tiden
se Hans foran mig.
|
Hans, Gert, Carsten, Per, Alex,
Henning og Jørn inden starten på Mont Ventoux. Mont
Ventoux ses i baggrunden
|
De forreste kunne jeg ikke længere se og bagved
var de andre ikke i
syne. Efter cirka 6 km kom skoven så, og samtidig begyndte det
rigtigt at gå opad. Jeg måtte virkelig arbejde og computeren viste
ikke mere over 10 km/t. Mange tanker gik gennem hovedet på en:
Hvorfor gør man dette her frivilligt, og lider de andre ligesom
jeg. Hvem mon ligger i spidsen. Er der nogen, der overvurderer sig
selv og knækker helt sammen, eller gør jeg mon selv det.
Samtidig
kiggede man hele tiden på cykelcomputeren. Så havde man kørt 7,6
km, efter en evighed 7,7 km og der var fandme langt til toppen
endnu! Efter 8 km's kørsel kogte jeg under cykelhjelmen, og da mine
tanker flere og flere gange havde kredset om at smide den fra mig i
vejkanten, så endte jeg nu med at gøre alvor af det. Selv om jeg
ikke havde den under en ikke efterfølgende ufarlig nedkørsel, så
var alternativet et hedeslag, tænkte jeg. Jeg forsøgte at smide
den et sted, hvor jeg ville kunne finde den på tilbagevejen, men
det lykkedes desværre ikke. Jeg havde også haft den i en del år,
og som Gert bagefter sagde, så lignede den noget fra 60'erne, så
jeg burde være glad over at være sluppet af med den.
Det
var faktisk dejligt ikke at have noget på hovedet, og jeg følte
mig klart bedre tilpas. Lidt senere blev mit humør endnu bedre.
Efter et sving opdagede jeg pludselig Henning, Alex og Hans på en
rasteplads i skoven, hvor de var stået af cyklerne.. Jeg var også
godt mør, men uden at sige et ord, cyklede jeg forbi dem. Måske
tog jeg fejl, men de virkede forbløffede over, at jeg kunne køre
videre, når de havde brug for et hvil, og følelsen over at cykle
forbi dem var dejlig. På dette tidspunkt var jeg nummer 2. Kun Per
var foran mig, men ham kunne jeg til gengæld ikke se.
Jeg
blev dog snart betænkelig ved situationen. Det var utrolig hårdt.
Der var omkring 11 km til toppen og dermed over en times kørsel
endnu. Ville jeg kunne holde til det, når de andre havde vurderet,
at en pause var nødvendig på nuværende tidspunkt efter en god
times kørsel. Ville jeg gå fuldstændig ned, få kramper i benene
eller andre grimme ting, tænkte jeg. Ingen af os havde prøvet det før, og vi kendte ikke vores grænser på dette
område. Jeg besluttede mig derfor til et lille hvil, og uden at stå
af cyklen, klikkede jeg skoene af pedalerne og stod så overskrævs
på cyklen i vejkanten, mens jeg fik pusten.
Et
par minutter senere kom Alex, Henning og Hans prustende forbi mig,
og heller ikke de sagde et ord.
Da
jeg havde spist en energibar og et stykke chokolade og fået luften
igen, cyklede jeg videre. Der var vel gået en 4 minutters tid ialt,
og jeg følte mig efter omstændighederne frisk. Heden var stadig
ubeskrivelig, men de andre måtte have det lige så slemt. Efter et
sving så jeg - lige før skoven sluttede - Hans stå på samme måde
i vejkanten som jeg havde gjort, men han kom på cyklen igen, før
jeg nåede op til ham, og lå 1-200 meter foran mig. Ude af skoven
blev den konstant stejle stigning mere menneskelig. Samtidig faldt
temperaturen, og vi var i 1400 meters højde. Jeg kørte nu forbi
det eneste hus på vejen op, en restaurant med navnet Chalet Reynard,
og jeg syntes, at afstanden til Hans blev mindre og mindre.
Jeg
havde læst, at bjergsiderne de sidste km opad ville virke som goldt
månelandskab, og jeg kunne konstatere, at det var korrekt.
|
Gert på vej de sidste 6 km til toppen
|
Det
virkede helt spøgelsesagtigt. Det bevirkede samtidig, at jeg frem-
og opad kunne se over et længere område, og jeg kunne også
overraskende se Henning, favoritten. Per og Alex var der ikke nogen
af.
Mit
tråd var stadig godt, og efter
17 km overhalede jeg Hans. Han kørte i vejens højre side
ind mod bjergvæggen, og for at han ikke skulle have fordel af mit
baghjul, kørte jeg forbi ham i venstre side. Når man kører med en
hastighed på kun godt 10 km/t, så er sådan en overhaling ikke
noget, der er overstået på få sekunder. Den strækker sig over
flere minutter, og jeg sad og var spændt på, om han ville forsøge
at hægte sig på mig.
|
Jørn på vej de sidste 6 km til
toppen af Mont Ventoux
|
Det gjorde han
ikke, og det er forståeligt nok. Ændrer man blot sit tempo
en anelse i sådan en ekstrem situation, så går der kun kort tid,
inden benene "eksploderer", og jeg lagde i stedet hele
tiden afstand til ham. Jeg kunne stadig se Henning nogle hundrede
meter foran mig, og han så ud til at være i krise. At nå op til
ham virkede dog næsten utænkeligt, vores normale styrkeforhold
taget i betragtning.
Det
begyndte at blive tåget og efterhånden også direkte koldt. Det
sidste havde vi alle taget højde for i form af ekstratøj, vi
medbragte i små cykeltasker, men her og nu var der ikke tid til at
iføre sig det. Tågen gjorde imidlertid sigtbarheden dårligere og
dårligere, og selv om der ikke var mange biler på vejen, så var
det ikke længere helt ufarligt at cykle der, hvis der pludseligt
dukkede en modkørende bil ud af tågen. Tricket med at skære af
vejen, når den svingede, måtte derfor opgives, hvor der kun kunne
ses omkring 50 meter frem.
Det
er hårdt at cykle, når varmen er høj. Det er mindst lige så hårdt
at cykle, når der er koldt og man ikke er klædt på til det. I dag
forstår jeg bedre, hvorfor cykelryttere i TV-transmissioner skal
have aviser indenfor tøjet, når de når bjergpas. Jeg følte,
hvordan kræfterne forsvandt, og det var ikke længere sjovt.
Nu gjaldt bare bare om at nå toppen. Den
var det i tågen komplet umulig at se, ja jeg har aldrig oplevet
noget lignende. Cykelcomputeren viste langt om længe 21 km, og jeg
burde nu være der. Man kunne ikke se en hånd for sig, og jeg tænkte,
om det mon var muligt at overse toppen og køre forbi de 3, der måtte
være nået op. Jeg begyndte derfor at råbe højt ud i intetheden,
men ingen svarede. Det skal lige siges, at der jo ikke er en by på
toppen, så der absolut intet liv.
Men
med et dukkede en bygning op på venstre hånd, og der stod de
andre, lige så forfrosne som jeg.
Toppen
var nået, og det havde taget mig 2 timer og 13 minutter, pausen
inkluderet.
Per
var overraskende kommet først op i 2,02 uden pauser overhovedet.
Suverænt!. Alex var med 4 pauser på tilsammen 12
minutter kommet op i 2,07, og Henning var også med 4 pauser
kommer op i 2,12, altså kun et minut før mig. Det var jeg godt
tilfreds med.! Hans kom op i 2,17, så på 4,5 km havde han tabt 4
minutter til mig.
Bygningen
vi stod ved, var et tårn med vistnok en restaurant tilbygget, men
den var lukket. Da der kort efter kom en bil, der holdt ind ved os,
forhindrede det os ikke at kravle op på bygningens flade tag, og
ved hjælp af et medbragt kamera fik vi bilisten til at tage et
billede af os.
|
Alex, Per, Hans, Henning, og
Carsten på toppen af Mont Ventoux.
|
Vi diskuterede derefter, om vi skulle vente på de
andre, men vi frøs alle sammen og tænkte på varmen i den
restaurant, der lå 6 km nede ad bjerget og var åben. Vi blev
hurtigt enige om, at vi ville køre derned, og når vi mødte de
resterende, ville vi meddele dem det på deres optur. Som sagt så
gjort. Nedkørslen begyndte. Jeg kunne ikke mærke mine fingre og
havde svært ved at holde på bremserne og efter få minutters kørsel
var jeg nødt til at standse helt for at få varme i hænderne.
Andet havde være for risikabelt. Derefter foregik resten af nedkørslen
til restauranten med ikke over 35 km/t - ren sneglefart. Jeg mødte
først Jørn, derefter Arne og til sidst Gert. De så alle 3 ud til
at have det rimeligt. Jørns tid blev efterfølgende på omkring
2,40, og Gerts på 3,05. Arne nåede ikke toppen, for da han mødte
os og fik at vide, at vi ville ned i restauranten, sad han og
fantaserede om det i nogle minutter, hvorefter han drejede cyklen og
kørte ned til os. Arne nåede 19 km op, flot for en 59-årig.
Jørn
fortalte os senere, at da han nåede toppen og også frøs som en
lille hund, så havde han haft åndsnærværelse nok til at spørge
en anden holdende
bilist i en 2 CV, om han måtte komme ind i denne bil og få varmen,
og der sad han en lille halvtimes tid, indtil Gert nåede op.
I
restauranten fik jeg at vide, hvordan de andres tur var forløbet.
Per havde taget føringen i starten, men blev overhalet af Henning
og Alex, og de lå i længere tid foran Per. Først da de holdt ind
til deres første hvil, kom Per i spidsen igen, og der blev han. Han
havde simpelt hen ikke haft behov for hvil.
Både Hans og Alex fortalte, at de kun var standset op,
|
Flere af deltagerne efter strabadserne på Mont Ventoux.
Mont Ventoux ses i baggrunden. |
fordi
Henning som den formodentlig stærkeste havde gjort det samme. Jørn,
Arne og Gert fortalte, at de var kørt i samlet flot omkring
halvdelen af tiden og også havde haft behov for pauser. Efter et
par kopper varm chokolade i restauranten fortsatte turen nedad, og
nede ved bus og trailer kunne vi velfortjent lægge os i græsset.
Nyde medbragte kolde øl og sodavand fra termotasker og snakke om
dagens overståede strabadser. Det varme vejr var vendt tilbage og
et af Frankrigsturen primære mål overstået.
Ligesom
første gang man havde gennemført Århus-København, så var det
her en følelse noget nær det samme. Man havde sat sig et mål uden
helt at vide, om man kunne klare det, men det var sket. Herligt!
Næste
dag, onsdag, var det på cyklen igen, og Jørn, Gert og Arne ville køre
en anden rute end os andre.
Hans
fik fortalt vores rute og havde ligesom os et detaljeret kort, så
han startede for sig
selv, før vi andre var klar. Et kvarters tid senere fulgte vi , og
Henning lagde ud i et morderisk tempo op af et nyt bjerg. Jeg har
ham mistænkt for at ville tage revanche fra dagen før, selv om han
nu benægtede det. I hvert fald måtte jeg slippe efter få hundrede
meter, og da Alex og Per kunne se, at jeg var faldet fra, slap de
også taget. Efter 10 minutter var Henning ude af syne, og vi
regnede med, at han standsede op ved toppen af bjerget for at vente
på os. På toppen var der ingen Henning at se, og vejen delte sig i
2 ned ad 2 forskellige bjergskråninger. Da ruten var fastlagt på
forhånd, gik vi ud fra, at han blot var fortsat, men vi så ham
aldrig, før vi nåede tilbage igen. Han havde fejlagtig taget den
forkerte nedkørsel. Vi andre havde en god tur med pænt tempo, og
efter 30 km's kørsel nåede vi Hans, og der gik kun kort tid, før
vi måtte ind på en
tilfældig fortovscafe og have os en kold cola. På tilbageturen
ville jeg lige brillere, selv om jeg godt var klar over, at det nok
var rent selvmord. Fra bagerste position op ad en ny stigning stak
jeg af og fik hurtigt et godt forspring. Vi har det som formentlig
mange andre, at efter hver træningstur gælder det om at komme først
hjem, og der var ingen undtagelser i Frankrig. Jeg er bedst på lige
strækninger eller når det går nedad, og jeg håbede på, at kunne
jeg komme først op på toppen af denne stigning, som var dagens
sidste, så kunne jeg holde hjem. Indbyrdes snakkede de andre om, om
de ikke skulle sætte efter mig, men Alex, der må kende mig for
godt, sagde at de bare kunne tage det roligt, for jeg holdt ikke.
Ganske rigtigt. Stadig med langt til toppen eksploderede mine ben
med et. Syren var kommet, og jeg var næsten ikke i stand til at
fortsætte. De andre skulle dog ikke have fornøjelsen af at se mig
stå af cyklen, så det ventede jeg med, til de havde overhalet. For
satan, det var hårdt.
Onsdag
efter frokost tog vi bussen ind til egnens største by. Den hed Montélimar,
lå 30 km fra Dieulefit og havde 30.000 indbyggere. Vi var heldige
og fandt en parkeringsplads midt i byen, hvor vi slentrede rundt et
par timer og købte lidt gaver til familien. Det var dejligt med et
afbræk.
Jeg
havde fået et mindre siddesår, så torsdag var jeg som den eneste
ikke ude og cykle. Gert havde fundet ud af, at han i Frankrig var en
af dem, der havde kørt flest km, så han var meget interesseret i,
hvilken rute de forskellige skulle køre sidste dag dernede. Da han
havde hørt det, proklamerede han derfor, at han ville køre en
anden rute. Ganske rigtig. Efterhånden som de forskellige vendte
tilbage, og vi kun manglede Gert, så kom han endelig, og han havde
præcist kørt så langt, at han havde kørt 3 km mere end nr. 2. Sådan!.
Torsdag
eftermiddag var vi ude og besøge en vingård. Det
var et privat sted, men vi blev vist rundt og fik fortalt om
produktionen af vin. Smagsprøver blev det også til, og nogen af os
fik købt rødvin.
|
Alex, Gert og Per stjæler
kirsebær
ved et vinslot
|
Vi var inde yderligere et sted, som jeg bedst kan
huske for de kirsebærtræer, der voksede ved vejen udenfor. Der
kunne uden beregning spises, til man ikke gad plukke flere, og det
var især Alex glad for.
Vi
havde aftalt, at vi fredag morgen ville køre hjemad senest kl.
7,30. Vi skulle i sagens natur ret tidlig op, da vi først skulle
have morgenmad, og også pakket bussen og traileren. Derfor gjorde
vi rent i vores lånte hus
torsdag før aftensmaden. Per fordelte opgaverne, og det tog
8 mand ikke meget mere end 1/2 time. Efter sidste restaurationsbesøg sluttede vi som sædvanlig aftenen af på den
fortovscafe, der lå på torvet i centrum af
Dieulefit. De måtte snart have lært os at kende.
Hjemturen
gik, som vi kunne forvente. Kødannelser på motorvejen både i
Nordfrankrig og Sydtyskland.
Meningen
var, at vi i modsætning til udturen ville gøre hjemturen i et hug,
og da fredag morgen i Sydfrankrig havde strålende varmt vejr, var påklædningen
hos os alle naturligvis T-shirt, shorts og badesandaler. Jo højere
op, vi kom gennem Tyskland, jo dårligere blev vejret imidlertid, og
allerede før Kassel stod himmel og jord i et. Vi var nødt til at
stoppe en gang imellem for at tanke op, tisse, spise og hvad ved
jeg. Jeg gad nok vidst, hvad tyskerne på de forskellige
rastepladser har tænkt om os dumme dänen med sommerbeklædning i
øsende regnvejr.
Nå,
det kunne vi være ligeglade med og var det også. Vi nåede Horsens
lørdag morgen kl. 04,30, og ligesom på turen ud satte Gert os af
en efter en, denne gang endda hvor vi boede.
Jørn
var kasserer på turen og har fået indbetalt 3.300,- kroner pr.
mand. I skrivende stund er regnskabet ikke gjort op, men vi får
formentlig hver et par hundrede kroner tilbage. Derudover har jeg
brugt omregnet 1.500,- kroner til aftensmad og lommepenge, så
sammenlagt har turen kosten under 5.000,- kroner, alt iberegnet.
Carsten
Gade
Se
turstatistik + kort over området her
|