Turen blev fastlagt tilbage
i efteråret 2010, og det blev også besluttet, at vi skulle bo det samme sted
som i 2006, ”Vierjahreszeiten” i Altenau. Følgende deltog på turen,
Per Madsen (formand), Alex Pedersen, Niels Thomsen, Brian Hedevang, Jørn
Christoffersen, Arne Christoffersen, Birger Miller, Jørn Jensen, Michael
Tvedergaard, Peter Landbo, Claus Jensen og Hans Kleberg.
Mødetidspunktet var
fastsat til kl. 7.30 på parkeringspladsen ved CASA Arena Horsens. Alle var mødt
til tiden, men Per havde glemt sin bagage, som han havde efterladt ved carporten
derhjemme. Vivi, Jørn Jensens kone, gav Per et lift, så han kunne komme hjem
og hente sine ting. I mens blev de tre biler pakken, og cyklerne sat på
cykelholderne. Niels havde i forvejen plads til 4 cykler, og klubben havde for
nylig investeret i to nye cykel-holdere hver med plads til 4 cykler. Der var afgang præcis kl.
8.00 og efter en kort pause kl. 10.00, spiste vi vore medbragte madpakker kl. 12
ved Allertal 45 km. nord for Hannover. En halv time senere satte vi kurs mod
Altenau, hvor vi var kl. 14.10 (22 grader). Vi fordelte også efter de
sædvanlige principper, de unge, de gamle og dem midt i mellem. Den første cykeltur skulle
starte kl. 15.00, forinden var der blev hentet lidt vand. Vi lagde hårdt ud med
at køre de 8 km op til Torfhaus, de første par kilometer har en
stignings-procent på 3 – 4, mens de følgende fire km byder på en
gennemsnitlig stigning på skønsmæssigt 8%. Derfra kørte vi mod Sonnenberg,
hvor vi blev enige om at dele os. A-holdet (Jørn og Arne C., Alex, Niels,
Brian, Peter) kørte mod Andreasberg (de prøvede selvfølgelig kræfter med den
stejle gade inde i byen, ca. 18%) og Bad Lauterberg, og de nåede i alt op på
70 km. (hjemme kl. 18.00). B-holdet
(Per, Birger, Michael, Claus, Jørn J. og Hans) kørte direkte hjem fra
Sonnenberg og var i Altenau kl. 16.30 efter 33 km. Der blev nydt en enkelt øl
uden for i det gode vejr og efter et bad blev der købt lidt ind i det lokale
supermarked for at have noget til morgenmaden næste dag. Kl. 19.30 gik vi ned i
byen for at finde et sted at spise, og valget faldt på Café Parkhaus (her
spiste vi også i 2006). De fleste bestilte Jägerschnitzel, andre mørbrad og
nogle tog også en dessert. Der var 7 gengangere fra turen i 2006, og snakken
gik på livet løs, og det var forbavsende så god hukommelse nogle havde. Maden
var god, specielt prisen taget i betragtning. Den samlede regning lød på 270
euro for 12 personer, men tjeneren var ikke noget at skrive hjem om. På et
tidspunkt måtte Per sige hov hov, da han tog Pers glas, selvom han ikke havde
drukket ud. Vi var hjemme kl. 22.20,
samlede os i nr. 6 for at få en kop kaffe/the. Omkring kl. 23. ville et par
stykker ned på det lokale værtshus for at få en enkelt, men de havde lukket.
Morgenbrødet blev hentet
hos den lokale bager, der lå lige ovre på den anden siden af vejen, og nogle
gik i gang med at dække bord, koge æg osv. Der var sket lidt misforståelser
omkring tidspunktet for morgenmaden, men Per slog fast, at de kommende dage var
det kl. 8. Under morgenmaden kunne
Claus fortælle om sin cykelstart, han kunne ikke finde ud af at geare ned, han
kørte ned til Steffen, hvor han havde købt cyklen og sagde: ”Hvad fanden er
det for noget…”, hvorefter Steffen viste Claus at han blot skulle gøre sådan
og sådan. Dagens tur startede kl. 10.
De fleste fik tjekket dæktryk, og Per ville efter turen tage i svømmehal og
ville også se om han ikke kunne få en gang massage, således at han var
trimmet til Harzen mesterskabet, der skulle køres næste dag. Vi kørte mod Goslar (ca.
43.000 indbyggere), og derfra til Clausthal-Zellerfeld, hvor vi stiftede
bekendtskab med den rute, hvor vi kørte ”klubmesterskab” i 2004. Kl. 12.00 spiste vi frokost
på Restaurant ”Treffpunkt”. Forretten var suppe, derefter
fiskeanretning/carrywurst, dessert og en øl og den samlede regning lød på
beskedne 120 euro. Betjeningen var – i modsætning til aftenen før – meget
fin, og vi gav selvfølgelig lidt drikkepenge. Claus og Jørn J. kørte
direkte hjem, og nåede op på 58 km. Resten kørte mod Osterode og derfra fik
turen de sidste ca. 20 km. hjem mod Altenau.
Denne strækning kørte vi også i 2006, og huskes mest for at Niels lidt
efter Osterode nævnte at han havde Niels gode ben, men nogle få km senere var
han helt færdig. I 2011-udgaven talte Birger og Per om at de ikke ville køre
direkte hjem, men ville med A-holdet på op til Sonnenberg, en opkørsel på
omkring 7 km. Ca. 12 km før Altenau er der en strækning på 4 – 5 km, hvor
det går pænt op ad, og det fik efterfølgende Birger på andre tanker. Nu
havde han mere lyst til at droppe turen til Sonnenberg. Det sagde han til Per,
der straks var med på ændringen, Per var glad for at Birger spurgte for han
gik selv med de samme planer. Birger, Per, Michael, Claus
og Hans kørte direkte hjem og nåede i alt 80 km. Arne og Jørn C samt Peter
var omkring Sonnenberg mv. og nåede op på 122 km i alt, Alex og Niels kørte
100 km. Resten af eftermiddagen var
der afslapning, nogle tog i svømmehal. Inden turen havde Per anmodet Alex om at
sende en huskeliste ud, der bl.a. omfattede badebukser, men det viste sig at være
unødvendig bagage. Det var nemlig ikke kutyme at bruge badetøj, og deltagerne
havde nydt ”udsigten”. Kl. 18 var der afgang til
Goslar, hvor vi skulle indtage vores aftensmad. Forinden skulle vi dog lige til
Torfhaus for at fastlægge, hvor målstregen skulle være i næste dags Harzen
mesterskab. Toppunktet ligger efter 6 km (målt fra P-plads), derefter et fladt
stykke på 100 – 150 m, hvorefter det går nedad igen. Målstregen blev
placeret ca. 100 m efter at det begyndte at gå nedad. Ruten i 2006 var den
samme bortset fra at målstregen lå luidt længere fremme. Derefter kørte vi
mod Goslar via Bad Harzburg og flere steder gik det stejlt nedad (10%), nogle
steder var fartgrænsen 60 km, og det betød at en ”stærkasse” blinkede til
alle 3 biler, da vi kørte 75 – 80 km. Vi drøftede kort situationen, da vi
kom frem til Goslar, men der var enighed om at klubkassen betaler, hvis der
kommer en eller flere ”hilsener”.
Vi spiste på Restaurant
”Worthmühle”, som Birger havde besøgt tidligere. Maden og betjeningen var
fin, om end vi ventede lidt længe. På vejen var der nogle enkelte, der skulle
have sig en is, og vi var hjemme kl. 22.30. Brian, Birger og Michael kørte.
Derefter gik flertallet ned på det lokale værtshus (godt røgfyldt) for at få
en øl. Lørdag
den 28. maj 2011 Morgenmad kl. 8. Man
fornemmede spændingen om det dagens konkurrence, ca. 6,3 km op mod Torfhaus, og
der blev diskuteret flittigt under morgenmaden. Peter blev udråbt som favorit
efter fornem kørsel de to første dage. Traditionen tro skulle alle komme med
deres bud på placeringerne fra 1 – 12. Tiderne blev følgende: Arne 20,45,
Peter 20,50, Alex 21,42, Jørn C. 21,52, Niels 22,45, Per 22,55, Hans 23,13,
Birger 24,45, Brian 25,24, Michael 25,34, Claus 29,14 og Jørn J. 33,10. Der
blev virkelig gået til den, Peter mistede en skrue til klampen i den ene sko og
Claus mistede en skrue i sine briller. Jørn C. havde som den eneste 12 rigtige,
flere faldt på at de havde Peter som vinder. Solen skinnede, da vi
pustede ud på toppen, men senere hen forsvandt solen og nedkørslen mod
Braunlage med tophastigheder på 65 – 75 km/timen var en kold fornøjelse.
Planen var for nogle at køre op til Brocken ligesom i 2006. Turen gik fra
Braunlage mod Elend og inden nogle skulle begive sig op mod Brocken spiste vi
frokost på restaurant ”Guten Appetit” i Schierke, der ligger forholdsvis tæt
ved foden af Brocken. Alle 11 (Jørn J. drejede fra i Torfhaus og kørte følgende
tur: Bad Harzburg, Goslar, Clausthal-Zellerfeld og Altenau) bestilte Jägerschnitzel
og Per havde sørget en sejrsøl til Arne C.
Efter frokosten kørte
Birger,
Michael, Claus og Hans hjem via Braunlage og Sonnenberg, mens de 7 øvrige tog
turen op til Brocken. Der var ny asfalt på de første 4 km, mens resten –
ligesom i 2006 – var meget ujævnt. Det var specielt hårdt at køre ned igen,
da man hele tiden skulle bremse. De 7 var hjemme kl. 16, hvorefter Niels og Jørn
C. løb en tur på 6,5 km, Niels kom efter sigende først. Aftensmaden blev indtaget
hjemme, Arne var tovholder på forretten (asparges), Per havde bestilt 6 pizzaer
i svømmehallen cafeteria til kl. 19.30, og der var købt is til dessert.
Pizzaerne blev hurtigt fortæret, og flere mente, at der var købt alt for lidt.
Per var ikke enig, men det endte med at Niels løb ned for at hente 3 mere. Han
kom tilbage efter 45 minutter og 4,5 minut senere var de spist. Det står hen i
det uvisse, om nogle kunne have spist mere, men tiden var nu så fremskreden, at
Champions League finalen mellem Barcelona og Manchester United skulle til at
begynde (Michael og Peter havde forinden fået fjernsynet til at virke). Per
havde ”bevilget” 6 flasker rødvin, og de var væk kl. 21. Noget tyder på
at han – på en eller anden måde – har undervurderet sulten og tørsten,
men det var han næppe enig i, han rystede i hvert fald på hovedet et par
gange. Under aftensmaden drøftede
vi næste års tur. Det har længe været planlagt at vi skal på en tur til
udlandet i anledning af at klubben har 15 års jubilæum i 2012. Det blev
principbesluttet, at turen bliver i uge 37 (lørdag den 8. – 15. september
2012), og der blev nedsat en lille gruppe bestående af Per, Alex, Arne og
Brian). Med hensyn til sted blev der nævnt Mallorca (turen i 2007 var en stor
succes), Firenze (Arne kender en som har en hytte til 18 personer, men der er
ikke strand/bademuligheder i nærheden) og La Santa (der er gode muligheder for
at cykle). Niels nævnte, at vi har en
vagt fra 6.30 – 03.00 ved Skanderborg Festival lørdag den 13. august,
honoraret på 10.000 kr. skal gå ubeskåret til turen i 2012. Finalen mellem Barcelona og
ManU blev en drømmekamp. Birger, inkarneret ManU-fan, fik en lidt hård aften,
da ManU blev mere eller mindre udspillet og det affødte naturligvis nogle
kommentarer. Niels forsøgte at støtte Birger selv om han normalt er fan af
Liverpool. Tipskonkurrencen blev vundet af ”eksperterne” Alex og Arne. Som sidste punkt blev det
aftalt at alle skulle være oppe kl. 7, og at bilerne skulle være pakket senest
kl. 8, da vi kunne få morgenbrød fra kl. 8. Kl. 7.40 sagde Per, vi går ned
til bageren for at se om vi ikke kan få brødet allerede nu, Per bankede på og
vi blev lukket ind, dog med en lille bemærkning om at de først åbnede kl. 8.
Efter morgenmaden valgte nogle at smøre en lille madpakke. Søndag
den 29. maj 2011 I løbet af fredagen
opdagede Per, Claus, Jørn J. og Hans at det ene sæt nøgler til Wohnung 8 var
væk, og ingen kunne huske, hvem der havde dem sidst. Jørn J. brugte en del tid
fredag på at lede, men fandt ikke nøglerne. I løbet af lørdagen pegede pilen
på Hans, men mysteriet blev først opklaret søndag kl. 7.30. Lige inden Jørn
J. skulle have cyklen sat på bilen kiggede han lige – for en sikkerheds skyld
– i cykeltasken under sadlen, og minsandten, der var de.
Problemerne med nøglerne
var løst, så vi kunne forlade Harzen med god samvittighed, men vi skulle blive
klogere. Den efterfølgende fredag, 3. juni, fik Alex en mail fra ejeren om, at
der manglede et sæt nøgler til nr. 8. Det kunne umuligt være rigtigt, Hans
ringede samme aften til Jørn J., der bedyrede, at han havde lagt de nøgler,
der lå i cykeltasken, på bordet i fjernsynsstuen. Næste formiddag dukkede nøglerne
op, de var i Pers bukselomme. Umiddelbart inden vi forlod Altenau skiftede Per
fra korte til lange bukser, og de korte bukser inkl. nøgler blev uden videre
pakket sammen med den øvrige bagage! Der var afgang fra Altenau
kl. 8.50 (13 grader), og efter en kort pause lidt nord for Hamburg, var vi i
Horsens kl. 14.15. Det var en super god tur,
godt humør hele vejen rundt, ingen uheld, ingen punkteringer, og bortset fra
nogle ubetydelige dryp var der tørvejr hele tiden. Temperaturerne lå generelt
omkring 14 – 19 grader og der var ikke megen vind. Sammenlignet med de to
tidligere ture til Altenau var vejret fint, i 2004 (19. – 23. maj) var det
hundekoldt og i 2006 ( 24. – 28. maj) regnede det en del.
Hans Kleberg
|
|
|
Redigeret 13 juni 2011