Optakt og indskrivning

Cykelløbet  startede grundlovsdag lørdag morgen ved solopgang d. 5 juni 1993 kl. 4,15, og Alex Pedersen og jeg skulle først starte i gruppen, der blev sendt afsted kl. 5,00. Ret beset startede det dog allerede dagen  i forvejen, idet alle fra fredag kl. 16,00 kunne indskrive sig i Viby-hallen, der ligger ca. 900 meter  fra startstedet ved Jyllands-Posten. Jeg havde aftalt at mødes med Alex ude hos ham ved 17 tiden efter arbejde, og jeg tog ryttercyklen derud, da den så efterfølgende kunne spændes på bilen, når vi kom tilbage fra indskrivningen, så vi var fri for at skulle gøre det om natten, når vi skulle afsted til Århus.

Alex fortalte, at  han allerede havde sommerfugle i maven. Det havde jeg ikke, men de kom, da vi nåede Viby-hallen ved 18 tiden. Vi kom jo i bil og i almindeligt tøj, men der var allerede rigtigt mange ryttere i cykeltøj og med cyklerne, som kunne stå i depot under opsyn natten over. Det nærmest summede af forventningens glæde, og vi fik skrevet os ind og fik udleveret en pose med vores nummer og andre ting, og jeg fik rettet mit  navn fra Gode , som der havde stået i programoversigten. Alex  havde på det grundlag døbt os Carsten den Gode og Alex den Grusomme.

Efter indskrivningen gik vi rundt  blandt forskellige boder og de cykler, der stod i depotet (En udendørs parkeringsplads), og vi opdagede, at faktisk ingen cykler var udstyret med støttefod og fast “basta”-lås som vores, så Alex var af den opfattelse, at han i hvert fald ville hjem og skue sin støttefod af. Det blev dog ikke til noget og skulle senere vise sig at være godt, for på de senere depoter ude på ruten var det en stor fordel, at man bare kunne sætte cyklen fra sig på støtefoden og uden altså at være nødt til at lægge  den ned. Efter en time gik det  retur til Horsens over den rute, vi skulle køre mindre end 12 timer senere på cykel. Jeg havde gennem længere tid været bange for, at jeg ikke ville kunne falde tidligt i søvn, når der først blev mørkt ved 23-tiden, og ganske rigtig. Jeg sov først på den anden side af midnat. Vækkeuret var sat til at ringe kl. 3, så jeg fik under 3 timers søvn, men jeg var alligevel frisk, da jeg vågnede og skulle op. Alt var pakket aftenen i forvejen, så da Alex og Ulla hentede mig kl. 3,40, var jeg klar og havde oven i købet nået at spise et solidt morgenmåltid med havregryn, franskbrød og banan.

Ulla kørte bilen, og vi nåede til Viby-hallen kl. 4.15. Alex måtte også havde spist godt, for hans første opgave var at finde et toilet. Vi fik cyklerne spændt af bilen, og var klar til at trille cyklerne den lille kilometer til startstedet godt 4,30. Alle skulle gerne være ved startstedet 20 minutter  før afgang, og det var vi også. Det var selvfølgelig et flot syn, der ventede os der.  Solen lyste rødt fra  horisonten bag nogle skyer, og langt de  fleste ryttere var farverigt klædt på. Mange var jo tilmeldt som hold, og de stillede op i ens tøj - et nærmest frygtindgyende syn. Mens vi stod og ventede på , at startsignalet blev givet til os, fór mange tanker igennem ens hoved: Ville vi falde igennem og blive nummer sjok, ville vi overhovedet være i stand til at genneføre, havde de 5 måneders foregående træning været nok, havde nedtrapningen de sidste 3 uger været korrekt, havde vi spist rigtigt med kulhydrater de sidste 14 dage - o.s.v.

Mange ryttere må have tænkt det samme, for et gennemgående træk blandt dem var et betuttet  og tænksomt ansigt. Dog stod de fleste af rytterne i ens tøj og sludrede og så ubekymrede ud. De havde helt sikkert prøvet det før og vidste, hvad de gav sig i kast med.

Start på løbet

Nå, starten gik præcis kl. 5.00 og 50 mennesker blev sendt afsted med os som nogle af de sidste i gruppen. Straks fra starten havde vi efter vores forhold et pænt tempo på, en 27-28 km. i timen, og Alex og jeg kørte stille og roligt op i “vores felt”, til vi lå blandt de forreste.

I lang tid inden løbet havde vi ellers aftalt at køre vores eget tempo, som i snit lå på 26 km./t., men da vi begge var godt kørende, blev hastigheden øget, uden at vi af den grund følte, at vi forcerede. Efter ca. 10 km. kørsel skete det eneste styrt, vi overhovedet så. På en lang lige strækning lå vi på det tidspunkt en 7-8 mand i et lille felt med Alex inderst i 3. position og mig yderst, da manden inderst i forreste position pludselig kører ud i noget sand i rabatten. Han forsøger at rette op, men styrter alligevel og river manden bag sig med. Alex og jeg når at dreje forbi, og der skete vistnok ikke noget med de to uheldige ryttere.

Få minutter  efter kørte vi forbi de første fra den gruppe, der var sendt afsted 3 min. før os.  Det var to piger, der kørte på alm. cykler, og til vores kompliment, da vi passerede dem, sagde de, at de nok skulle gennemføre. Forhåbentlig fik de ret, men der var stadig 350 km. endnu. Vi nåede hurtig Odder by, og kunne så konstatere for første, men bestemt ikke sidste gang på turen, at et rødt lys ikke var nogen hindring for cykelryttere,

når de skulle over et kryds. Selvfølgelig kørtes der kun over for rødt lys, når der ingen tværgående trafik var, men alligevel. Alex var ikke helt tryk ved det på noget tidspunkt, men jeg “lærte” det hurtigt.

Odder - Horsens

Fra Odder gik det i en gruppe med 4 andre til det første depot i Søvind, og allerede før depotet stiftede vi bekendtskab med de første stigninger af betydning, og der skulle vise sig det, vi ved alle senere bakker kunne konstatere med stor morskab: Ryttere, der overhalede os på lige strækninger, kunne vi som regel tage igen på de stejle bakker. Til at starte med troede vi, at det var tilfældig, men efterhånden som løbet skred frem, kunne vi se, at det ingenlunde var tilfældigt. På forholdsvis lige strækninger kunne vi køre kilometer efter kilometer og se andre ryttere langt foran, og vi kunne se at afstanden ikke blev mindsket, men når vi nåede bakkerne gik der ikke lang tid, før de var indhentet. Nu skal man ikke tro, at vi af den grund er en ny Rolf Sørensen, for generelt var der selvfølgelig også mange, der overhalede os, kørte fra os og derefter forsvandt for os, uden at vi senere så dem, men vores force ligger helt klart i bakkerne. Vi har talt om, at det må skyldes, at meget af forårets træning har liget i bakket terræn: Ejer bavnehøj, Yding skovhøj, Himmel-bjerget, Munkebjerg, bak-kerne ved Daugård strand, Rosenvold o.l., og hvor jeg under træningen bestemt ikke har kunnet lide dem, så vil jeg fremover tænke på dem (bakkerne) på en helt anden måde. Turen har vist, at hård træning kunne betale sig.

Efter depotet i Søvind, gik turen til det næste bakkede terræn ved Åes og Tvingstrup, og helt ærligt: Jeg oplevede dem ikke som bakket og slet ikke hårdt. Dernæst til Horsens, hvor mine forældre var stået meget tidligt op for at få et glimt af os. De stod nede ved Sundet lige efter blinklyset og fik hilst på os ca. kl. 6,45, og minuttet efter sad Per Madsen en halv kilometer længere fremme lænet op ad en lygtepæl. Han ville også lige hilse på os så tidligt på dagen. Pænt af ham! Desværre for os var der i de sekunder, vi passerede ham, en gruppe på knap 10 cyklister, der overhalede os, så det får vi sikkert at høre.

Horsens  Vejle/Andkær

Fra Horsens gik det ad Bjerre mod daugård, og solen var så småt ved at slå igennem. Efter Bjerre så vi de første defekter, d.v.s. cykelryttere der stod i vejkanten og så irriterede ud, fordi de havde haft en punktering eller lignende. Efter Daugård va der mod Bredballe og Vejle igen kuperet terræn, og vi lå i længere tid i en stor gruppe. På et tidspunkt før Vejle blev vi overhalet af en 8-10 ryttere, og dem stødte vi igen på, på det lange stykke syd for Vejle Fjord, der førte ud mod Bjerget: Munkebjerg. Rytterne, der som sagt lige havde overhalet os, må have ligget og samlet krafter til den virkelige styrkeprøve, og da vi nåede dem og havde ligget i baghjulet på dem i kort tid, sagde Alex i ramme alvor: “Vi er nødt til at køre forbi dem, for så langsomt kan vi ikke ligge og køre”. Da mit svar ud over et “ja” var: “Er du klar over, at de kører 28-29 km/t”, så vidste vi definitivt, at vi var godt kørende den dag, og da vi nåede bunden af Munkebjerg-bakken, var de slet ikke at se bagude. Vi havde trænet 4 gange tidligere på bakken, så vi vidste både, hvor hård den var og ikke var og endvidere, hvor den var hårdest henne. Det var og er den nemlig det allersidste stykke før toppen. Igen overhalede vi en del op ad bakken, og jeg kan ikke erindre bare en, der overhalede os. Mange gik iøvrigt op ad den, og mens jeg havde føringen den første kilometer op af den, fik Alex overhalet mig på det stejleste stykke og kom først op, og vi følte os stadig i topform. Andkær depotet ventede få kilometer forude - der var nu kørt 100 km og resterede stadig 259! I Andkær skiftede vi begge til solbriller og fra lange til korte bukser, men vi havde stadig 3 hold bluser på , selvom det var godt vejr. Jeg ville gerne have været af med den yderste tykke, men hvad pokker skulle jeg have gjort af den.

Andkær - Middelfart

Efter 15-20 minutters pause, spisning og drikning på sadlerne igen, og så gik det stærkt. Vi blev hurtigt overhalet af et hold, og da Alex foreslog, at vi skulle hænge på dem, var jeg med på det. Helt til Middelfart gik det med et snit på 32-34 km/t, d.v.s. en strækning på over 25 kilometer, og det var vel vores ilddåb blandt rigtige cykelryttere i et felt. Da vi havde ligget i baghjul de første par kilometer sagde “lederen” af den gruppe noget gnavent, at vi skulle køre op og tage vores føringer. Alex lod sig ikke provokere til at gøre det, men jeg gjorde, og det kan helt ærligt siges, at jeg mere end tog min del af føringerne, og det vel at mærke med den høje kilometerhastighed. Lige efter Lillebæltsbroen kom regningen så, da jeg pludselig fik tunge ben, og på ingen tid blev sat af feltet. Heldigvis viste det sig, at næste depot lå et par hundrede meter fremme, og vi kunne køre ind til et tiltrængt hvil. At de øvrige ryttere i dette felt fortsatte uden at gøre ophold siger vel bare, hvad det var for nogle, vi lige havde kørt med.

Middelfart - Vissenbjerg

Under depotopholdet fik jeg justeret min baghjulsbremse, da den ene bremseskive næsten slæbte på hjulet, og efter igen vel et kvarters ophold gik det videre mod Vissenbjerg. Så vidt jeg husker, var det på den strækning, vi for første gang så en rytte, der var ved at kollapse. Han havde et noget højere startnummer end os, og må følgelig have overhalet os på et tidligere tidspunkt, men efter et sving var han der pludselig på en lille stigning. Han lå og slingrede og kørte vel kanp 10 km/t. Han havde det tydeligvis meget skidt og har efter al sandsynlighed ikke gennemført, idet der jo stadig var mere end 200 kilometer til målet. Det var på samme strækning, at vi første gang blev overhalet af en flok lilla ryttere fra et firma, der hed Fagerberg i Slagelse. Det var sikkert ikke fordi, at de specielt ville overhale os, men de havde den teknik, at de tilsyneladende kørte i ryk, fordi de kom ingen steder fra, kørte forbi os og var ret hurtigt en kilometer foran os, hvorefter afstanden forblev sådan til næste depotstop. De var vel 15 ryttere og må have holdt længere pauser end os, for det samme gentog sig efter Vissenbjerg-depotet og senere også på Sjælland. Sidste gang før Såby depotet, som var sidste stop før målet, men på sidste strækning så vi dem ikke, og vi må være nået Herlev før dem.

Nå, tilbage til Vissenbjerg og depotet der, der lå på toppen af en meget lang stigning, og hvor det igen viste sig, at vi overhalede folk på stribe. Jeg kan huske, at jeg sagde noget i retning af:”Nå, skal vi så gi de bønder skærm igen!”, og Alex må have været med på det, for han havde føringen på hele den flere kilometer lange stigning. Depotet lå efter 163 kilometer og vi var altså snart halvvejs, og klokken havde netop passeret 12 middag, da vi efter et hvil skulle på den sidste tur før færgen, hvortil der var 65 kilometer.  

Vissenbjerg-Knudshoved(færge)

Første halvdel kørte vi stort set alene, men på det sidste stykke lå vi sammen med en 3-4 andre og havde god fart på. Så fik vi, det vil sige Alex, vores eneste “uheld” på turen. Cirka 10 kilometer før Knudshoved tabte han nemlig sin cykel-flaske, så vi måtte stoppe, vende om og have fat på den igen, hvorved vi vel mistede et par minutter.

Ifølge programmet skulle vi være ved Knudshoved-depotet senest kl. 14,20, hvis vi skulle med færgen kl. 14,40, og det nåede vi netop. Dog så det ud til, at også de ryttere, der kom både 14,30 og 14,35, kom med færgen, og godt nok for det, fpr næste færge sejlede først en halv time senere. Vi fik standset vor tid ved depotet, og lå og slappede af de 20 minutter i græsset kun et par hundrede meter fra færgelejet. Vi var stadig ved godt mod og følte os ikke særlig trætte. Andre havde sagt til os, at det ville blive hårdt at skulle igang igen på Sjælland efter næsten 2 timers hvil, med det holdt heldigvis ikke stik. Vi kom fra færgen som nogen af de første, og også som nogen af de første blev vores tid sat igang igen efter Halvskov-depotet, der også kun lå et par hundrede meter fra færgelejet. Vi skulle vise et bestemt deltagerkort med stregkoder, der registrerede vores tider via EDB, men Alex havde af en eller anden grund ikke læst det i programmet, og hans deltagerkort lå derfor gemt væk i den oppakning, der blev sendt direkte fra Viby-hallen til København, og hans tider blev derfor registreret manuelt.

Halskov-Sorø

Som sagt afsted fra Halskov til Sorø-depotet, en strækning på 45 km., og vi var stadig godt kørende. Alex havde ved en fejl fået sin cykel-computer nulstillet ombord på færgen, og da vi opdagede det, skrev vi for en sikkerheds skyld mellemtiderne indtil da ned fra min computer. Gennemsnitshastigheden lå efter 228 km på 28,5 km/t. Ganske flot og hurtigere end vi faktisk nogensinde havde kørt på vores mange træningsture i løbet af foråret. Efter en 10-15 kilometers kørsel på Sjælland blev vi overhalet af 3 ryttere, en i gult og 2 i lyserødt. Stiltiende blev vi enige om at følge dem, og hvilket tempo. Gennem den næste halve time lå farten og svingede fra 35 til 38 km/t, og det meget høje tempo gjorde, at vi kørte i en række. Den gule rytter forrest, dernæst den ene lyserøde, og så fulgte jeg, så kom Alex og til sidst den anden lyserøde. Den gule rytter havde sin føring i et kvarter, og så kørte han ned bagi, mens vi andre rykkede en tand fremad. Det var et morderisk malende tempo, og jeg vidste, at jeg ikke ville kunne tage min føring, når det blev min tur, og da jeg skønnede, at det snart ville ske, så lod jeg mig falde tilbage, og Alex var ikke sen til at følge efter. De 3 andre fortsatte i dette tempo, og fik i løbet af no time et forspring på en halv kilometer, men da landskabet var fladt og åbent, kunne vi sagtens følge dem forude, og lige pludselig kunne vi se, at afstanden ikke længere blev øget. Da vi lå og samlede kræfter med “kun” 26-28 km/t, måtte de ergo køre med samme hastighed, så den høje fart havde åbenbart også gjort dem møre. Ved Sorø-depotet lidt senere kunne vi se, at det specielt var den ene lyserøde rytte, der var mør. Han lå fuldstændig udmattet på en plet græs, og tilfældigvis fik vi os sat så meget i nærheden, at vi kunne høre, at de indbyrdes aftalte, at de hver for sig og i hver deres tempo skulle cykle de sidste ca. 85 km til København. Jo, et højt tempo kan gøre det ved enhver, og jeg var da iøvrigt også temmelig træt ved depotet og måtte for første gang ned og ligge.

Sorø-Kirke Såby

Heldigvis var og er min almene træningstilstand så god, at jeg efter det sædvanlige kvarters (måske dog her 20-25 min.) hvil igen var klar, og da der jo som sagt kun var ca. 85 kilometer til mål,  ville det ikke blive noget problem at klare turen. Alex var iøvrigt knap så mør som jeg var. Generelt havde folk dog fået raset ud med hurtig kørsel, og det viste sig på næste strækning. Med det samme kom vi nemlig til at ligge i et felt med en 15-20 ryttere, og hastigheden lå næsten konstant på ca. 30 km/t. Feltet blev ført an af 6 ryttere i blåt tøj med Den Danske Bank reklame på, og lidt efter lidt blev feltet større, og til sidst skønnede vi, at der var omkring 50 ryttere i feltet. Efterhånden som de enkelte ryttere og smågrupper nåede op, må de havde tænkt, at tempoet var passende, for jeg kan ikke huske, at så meget som bare en rytter overhalede feltet. Det kan dog også have skyldtes, at det virkede uoverskueligt at overhale, for man skal tænke på, at vores felt jo ikke som i Tour de France var spredt ud over hele kørebanen med en 6-8 ryttere ved siden af hinanden. Nej, vi lå og kørte 2 max 3 ved siden af hinanden, så feltet var langt. Sådan lå vi og kørte i mere end en time, lige indtil det begyndte at blive bakket. Alex lå forrest i feltet, men jeg lå i den bageste halvdel. Straks bakkerne begyndte, blev feltet spredt for alle vinde. Alex beholdt sin plads i feltet, mens jeg ikke turde bruge kræfter på at køre frem til ham, og da han ikke kunne se, hvor jeg var, lod han sig efter nogle kilometer falde tilbage, indtil han lokaliserede mig. Så tog fanden ved ham, og han må have haft flere kræfter end de fleste, for pludselig satte han fart på cyklen og accelererede igen fremad i det noget spredte felt, og han var hurtigt flere hundrede meter foran mig. Det bakkede terræn fortsatte, og selv om jeg ikke var helt klar over mine kræfter, så tænkte jeg, at han ikke skulle have den tilfredstillelse at køre i det sidste depot flere minutter før mig, så jeg fandt kraftreserver frem, jeg ikke anede, jeg havde, og til min egen overraskelse var jeg i stand til et et langt sejt malende ryk at køre de flere hundrede meter op til ham på trods af, at han i forhold til feltet hele tiden øgede farten, og i løbet af vel et minut nåede jeg hans baghjul som de allerforreste i feltet. Alex blev, sagde han selv, særdeles overrasket over at se mig, da han kiggede tilbage for at se, hvem der havde været i stand til at følge ham, og jeg var selv lige så overrasket, men depotet blev nået uden tilbagefald, og vi kørte derind som de 2 første fra feltet, hvoraf de sidste vel først kom 4-5 minutter senere.

Kirke Såby-Herlev

Nu var der kun 47 kilometer til målet, og det var til at se en ende på det. Ud over, at jeg selvfølgelig var træt i kroppen, var jeg ikke specielt udmattet, og Alex heller ikke. Depotet serverede varme røde pølser og dejligt koldt vand, og efter vores vel korteste pause overhovedet, ca. 10 minutter, var vi igen klar. Da opdagede jeg, at nogen havde nulstillet min computer, og så var det sgu godt, at vi havde mellemtiderne fra færgen, idet vi så med lidt regning til sidst ville kunne sammenholde tallene fra Alex´s  computer, der blev nulstillet tidligere. Hvem fanden der havde nulstillet computeren fandt vi ikke ud af, og det skete selvfølgelig første gang, jeg ikke havde taget den af cyklen under et depotophold.

Grundet det korte ophold på depotet kom vi derfra før langt de fleste andre, og de første 20 kilometer så vi ikke en eneste anden rytter. Da vi kort før det sidste depot havde passeret skiltet med 50 kilometer til mål, spejdede vi nu efter 25 km. skiltet, og det kom da også. Ikke en rytter overhalede os, mens vi til gengæld overhalede flere andre. Vores fart var blevet mere moderat - ikke meget mere end 25-26 km/t, og dem vi overhalede så også ud til at have det svært. Først inden for de sidste 15 kilometer kørte andre ryttere forbi os, men det var vist kun 3 enkelt-ryttere med høje startnumre.

Efterhånden som vi kunne ane afslutningen (mere end 16 timer efter starten), faldt øjnene også oftere og oftere på computeren, og kilometertælleren nærmest sneglede sig afsted, ja den stod faktisk helt stille, så det ud som. Knap 10 kilometer før mål blev vi overhalet af den eneste gruppe, der var ca. 10 ryttere, og sandsynligvis kunne vi have fuldt dem.

Imidlertid gjaldt det nu om at spare kræfter til spurten, for vi havde indbyrdes lavet en konkurrence om, hvem der kom først over stregen af os to, og vi havde inden løbet aftalt, at vi 5 kilometer før mål måtte cykle som vi vil. Ved 5 kilometer til mål var vi nået til forstæderne i København, og vi kørte på en lang stigning på cykelstien ved siden af en motortrafikvej med 4 spor. Jeg fortsatte i vores normale tempo og Alex ligeså til at begynde med. Med 3-4 km. igen satte han farten op, men kun med det resultat, at vi indhentede endnu flere foranliggende ryttere, der alle havde højere startnummer end os og derfor tidligere måtte have overhalet os. De var altså selv ved at være trætte, mens jeg ikke havde besvær med at følge hans forøgelse af farten. Da han opdagede det, blev den sænket en smule, og vi nåede 1 km. mærket, stadig kørende på cykelstien ved den 4-sporede vej, og Herlev byskiltet var passeret. Da vi på kilometertælleren på computeren kan se, at målet burde være nået, skulle vi istedet kun til at køre ind i et stort lyskryds, og målområdet kunne ikke ses. Mens vi kom kørende til krydset kunne vi se, at der var rødt lys, og der holdt biler i begge vejbaner og i begge spor. Ude midt i krydset står imidlertid en mand, og han vinker os til venstre i krydset, alt imens at Alex råber, om vi må køre over for rødt. Alt dette sker jo i brøkdele af et sekund, så da manden råber tilbage, at vi godt må køre over, mister vi ikke fart, og da vi i krydset svinger til venstre kan vi pludselig se, at der er målområdet. Vi kan se vel 200 meter frem, og på begge sider af vejen er der nu sort af mennesker, der tiljubler os. Sådan føles det i hvert fald. Vejen er af brosten, og med flere indlagte bump, og jeg begynder en spurt, så jeg hurtig overhaler Alex, der også er ved at få fart på sin cykel. Cyklen raslede, og jeg raslede med, specielt over bumpene på vejen, og jeg havde kun et i hovedet: At komme først hen for enden af vejen, hvor der også er sort af mennesker. Jeg kommer først derhen, må bremse meget hårdt op for ikke at køre ind i menneskemængden og tror at jeg har vundet. Desværre ser jeg først alt for sent, at vi skulle dreje en gang mere, nemlig til højre, hvor målet er 100 meter forude. Alex sagde bagefter, at der havde stået en official med et rødt flag forrest i menneskemængden og peget til højre, men det havde jeg i min ophidselse slet ikke bemærket, og da jeg så Alex køre til højre, var det umuligt at nå at få fart på cyklen til et spurtopgør det rigtige sted, og han kunne uden at køre sig ud trille i mål før mig, og da han kiggede triumferende bagud på mig, kunne jeg kun få sagt et ord: ”røv!”. Jeg tror nok, at de rigtig mange tilskuere på den sidste og rigtige opløbsstrækning morede sig over det, men da de samtidig jublede og klappede ad os, skal det være dem undskyldt. En kæmpeoplevelse var det i hvert fald som motionsrytter, der aldrig har kørt et rigtigt cykelløb, i et kort øjeblik at være midtpunkt blandt så mange mennesker, og heldigvis for os var vi de eneste 2, der i de minutter kørte over målstregen.

Afslutning

Det skete kl. 21,20 og 1 time og 40 minutter før vi selv havde beregnet. Det skete også 16 timer og 20 minutter efter starten tidligt samme morgen, og med færgeophold bliver vi sikkert registreret for en sluttid på omkring 14 ½ time. Med fradrag for depotopholdene har vi siddet  godt 12 timer i sadlen, og gennemsnitshastigheden er beregnet til 28,3 km/t, hvilket vi selv synes er flot, selv det vindstille vejr taget i betragtning.

I målområdet blev vi straks fotograferet stående med cyklen og deltagernummeret, og vi blev også derviceret med en appelsinvand og 1 stykke chokolade. Ellers sad vi vel en halv time midt i menneskemylderet, og alle indtrykkene skulle bare have tid til at sætte sig. Vi var naturligvis trætte, det skulle da bare mangle andet, men skulle vi have kørt 40 kilometer endnu, ja så havde vi også klaret det.

Nu skulle vi dog cykle den sidste kilometer over til Herlev-hallen, hvor alt vores skiftetøj var, og hvor vi kunne få et tiltrængt bad. Det gjorde vi så, og vi var tilbage i civilt tøj omkring kl. 23. Der bestilte vi en taxa fra Herlev-hallen og ind til vores overnatning i centrum af København. Vi kørte igen forbi målområdet og kunne se, at der stadig kom ryttere i mål, og på vores forespørgsel sagde taxachaufføren, at det blev ved hele natten.

Godt at vi trods alt var færdige!

Diverse træningsstatistikker: